GamleKongensKjøbenhavn

Det forsvundne Kjøbenhavns Borgervæbning

219

dermed kom ogsaa Borgervæbningen i en nøjere Forbindelse

med Krigsbestyrelsen, end den tidligere havde været. Ved

den Raasløffske Armeeplan af 1868 var Borgervæbningens

og Livjægerkorpsets Ophævelse givet. Denne fandt Sted ved

Lov af 28. Maj 1870, hvorved tillige den nuværende Væt>

ning blev oprettet, der dannes af det ved Hæren uddannede

Forstærkningsmandskab, som til enhver Tid har havt fast

Bopæl i første Brigadekreds’ første Lægd, bestaar af 2-Ba-

tailloner Fodfolk og 2 Kompagnier Artilleri og har en Gene

ral til Chef.

Hvorledes kom det sig vel, at der i den almindelige Bevidst

hed hvilede et Skær af Latterlighed over Borgervæbningen,

og at man næsten opfattede den som en komisk Institution?

Dette var temmelig forklarligt. I sit Væsen og sit Ydre kunde

den aldrig opnaa det strengt militære Præg, som karakteriserer

den Holdning, der opnaas ved vedholdende Indøvelse og streng

Disciplin. Disse Haandværkere og Smaahandlere, disse Bor

gere, hvis daglige Dont bøjede Ryggen, gjorde Hovedet ludende,

krummede Arme og Ben, de tog sig som oftest endnu mindre

heldig ud i en Uniform som denne kraprøde Kjole med Svale

hale, med en Chakot, hvis bøjede Pul egnede sig til at samle

Regnvand, i disse hvide Buxer, der ikke sjælden vare ind

krympede og adskillige Tommer for korte. Her kunde ikke

være Tale om den stive og stramme Holdning, om det sol

datermæssige. Dertil kom, at netop naar Infanteristen eller

Artilleristen i Bevidsthed om sin Værdighed som Fædrelands-

forsvarer søgte at give sig en tilsvarende knejsende, forloren

Holdning, blev Skuet endnu mere komisk. Det maa ogsaa be

tænkes, at mangen en betragtede den Pligt at være Medlem af

Borgervæbningen som en Plage, og at lian derfor viste en

Skødesløshed og Ligegyldighed, der bevirkede, at Uddannel

sen, selv om den blev ledet nok saa godt og ivrig, blev man

gelfuld, og at dette sporedes i de offenlig afholdte Øvelser.

Borgervæbningens Exercits var derfor i Reglen alt andet end

mønsterværdig, og af samme Grund var Disciplinen ogsaa saa

som saa. Det maa erindres, at de kommanderende Over- og

Underofficerer ikke saa sjælden vare de Meniges Ligemænd,

i det mindste i borgerlig Forstand, og at den militære Lydig

hed som oftest blev opfattet i Forhold dertil. Der hørte i

Virkeligheden langt større Konduite til at kommandere Bor

gere end Soldater; de maatte tages paa en egen Maade. Venlig

Overbærenhed, mild Tilrettevisning udrettede langt mere end

overmodig Opførsel og streng Tiltale. Var der Officerer, som