223 / 387
Det forsvundne Kjøbenhavns Borgervæbning
221
det samme Hædersnavn som dine Forfædre. Stolt og glad skal
Du leve for Danmarks Held, stolt og glad skal Du dø for
Danmarks Hæder! Paa Danmarks Trone sidder en Konge,
elsket og velsignet af alle sine Undersaatter, agtet og æret
over hele den vide Jord,
0111
lians Sølverlok snoer sig Kro
nens gyldne Buer, men Troskabs klare Perle er Kronens
skjønneste Pryd! den skal aldrig jt'aae Pletter; lad os paa Fre
dens Dag stedse virke til vort eget og Medborgeres Vel og
Glæde — men bestiger en ,Gang Tvedragt og Vold vore grønne
Strandbredder, da — da griber vi Sværdet, da stille vi os om
vor elskede Konge, Frederik den Eiegode, og juble: „Fader,
før o s !--- før os til Seir eller til en hæderfuld Død!“ Og
har Du fremstammet denne Bøn, da maa Kraftens Sene svulme
i din Arm, da maa Du føle Villien i Dig, at vorde en Kæmpe,
en Troskabshelt for din Konge og dit Land.
„Du Axelstadens rødklædte Borger! jeg har sjunget din
Hæder — uden at ændse Klaffer — jeg har ført dit Banner,
det har flagret over mit Hoved, vel kun paa Fredens Dag,
men kalder Pligten, Du skal ei se mig svigte; Du vilde der
for venligen modtage disse faa Blade!
„Saa rækker jeg ,da Haanden til Afsked; jeg har talt flere
end en ædel Ven blandt Minervas Sønner, jeg har glædet mig
saa tidt i de røde og grønne Skarer, og mit eneste Haab,
min eneste Trøst er, at naar ogsaa en Gang Gravens Ro om
svæver mig, Borgeren da vil sige: „Der slog dog et danskt,
et ærligt Hjerte i hans Bryst!"
Danmarks Borgere! stedse være dit Valgsprog:
Til Gud min Sjæl,
For Kongen at dø,
Og Hæder og Held
Om Stad og om 0 .“ —
Trods den uimodstaaelige Komik, der ligger i denne skru
ede Svulst, er der dog noget næsten rørende, noget sympathe-
tisk i den naive ^Begejstring, som Garbrecht gav sig hen til.
Især naar man tager Datidens Smagsretning i Betragtning, er
det ogsaa godt at forstaa, at deslige Udgydelser faldt i manges
Smag, og at derfor Borgervæbningens Menige fandt dem over-
inaade hjertelige og smukke. Men .alligevel maatte Garbrecht,
som han ogsaa i det ovenfor .anførte antyder, døje ikke saa
lidt af en skaanselsløs Kritiks Anfægtelser. Især var „Kjø-
benhavnsposten“ slem mod liam. Navnlig gik det ud over
hans Sange for Borgervæbningen, som han udgav i en egen