265 / 387
262
Gjældsfængslet, ogsaa kaldet Slutteriet
Gjældsarrestanterne. Ved Konkursloven af 25de Marts 1872
§ 162 blev det hidtil bestaaende Gjældsfængsel ophævet med
den eneste Undtagelse, at ved Bøder i Uomssager kan Doms
haveren fordre den dømte hensat i Fængsel, hvis han eller
hans Bo ikke kan udrede Beløbet. Gjældsfængsel var hos
os en meget gammel Institution og gik, saavidt vides, tilbage
til Middelalderen. Hvor Kreditforhold ikke kunde støttes paa
personlig Tillid, paa haandfaaet Pant eller anden Sikkerhed,
mente man at kunne finde den sikrende Garanti i Debitors
Udsigt til at miste sin personlige Frihed. Christian den Femtes
Lov (1—24—44) indeholder en udtrykkelig Bestemmelse om,
at uvederhæftige Skyldnere kunne sættes i Fængsel paa ube
stemt Tid, og at der til deres Underhold af Kreditor skal er
lægges et Lod Sølv ugenlig og
1/2
Lod Sølv til den, som Fængslet
varer. Herved var det ikke bestemt, til hvilken Tid disse
Underholdspenge skulde erlægges, og da der saaledes var
givet Rum for stor Vilkaarlighed, udkom der den 18de Marts
1693 en Forordning, hvori det hedder, at for at forekomme
endel Kreditorers haarde Medfart mod deres for Gjæld arre
sterede Debitorer, som de i lang Tid i Arresten havde ladet
hensidde uden at erlægge til dem den Underholdning, som
Sagsøgeren skal give den fængslede, hvorved let bevirkes,
at han lider Hunger og Mangel, saa bestemmes det, at naar
Skyldneren har siddet sex Uger uden at modtage Underhold-
ningspenge, skal han løslades og kan ikke mere arresteres
for denne Gjæld. En yderligere Forandring indtraadte heri
ved Kancelliplakat af 22de Decbr. 1820, der bestemmer, at
Underholdnings- og Varetægtspenge skulle altid erlægges en
Uge forud, og at den fængslede bliver fri, hvis det forsømmes.
Iøvrigt var det overladt lil Kreditor at betale forud paa én
Gang for mange eller faa Uger.
Delte var jo vistnok en Begunstigelse for Gjældsfangerne,
men dog af ringe Betydning, thi den Kreditor, som havde til
Hensigt at holde sin Debitor i Fængsel, forsømte sikkert ikke
at erlægge Underholdspengene i rette Tid; undlod han del,
skete det vistnok i den Hensigt at lade den fængslede løbe.
Men i del hele taget var Gjældsfængslet en barbarisk Insti
tution. Man betænke, at enhver Person, Mand eller Kvinde,
kunde miste sin Frihed for hele sit Liv for nok saa lille
en Sum, der skyldtes en haardhjertet Kreditor, og selv om
Debitor i Mellemtiden erklærede sig fallit, gjorde det ikke
nogen Forandring deri. En Debitor blev derved stillet i Række
med en almindelig Forbryder, ja var i en vis Henseende indtil