269 / 387
266
Gjældsfængslet, ogsaa kaldet Slutteriet
Naar der var mange, for hvilke Berøvelsen af Friheden
ved en haardhjertet Kreditor, Hensættelsen indenfor Laas og
Lukke, var en sørgelig Prøvelse, gaves der andre, som aldeles
ikke følte sig ulykkelige derved. En Gjældsarrestant var jo
foreløbig befriet for sine Kreditorers Paalrængenhed og følte
ikke mere hin uhyggelige Gysen, som havde paatrængt sig
ham hjemme, naar der, især om Mandagen — som efter
gamle Rosenkildes Forsikring navnlig skal være en slem Hjem-
søgelsens Dag — blev trukket i Klokken eller banket paa
Døren, selv om han havde besluttet under ingen Omstændig
heder at lukke op. Disse tilfredse Sjæle vare som oftest løse
og ledige Mennesker; de havde nu foreløbig frit Logis, oven i
Kjøbet „noget vist“
0111
Ugen, og saa var det dog muligt, at en
medlidende Onkel eller Tante tilsidst forbarmede sig over
dem. Var der ikke en saadan Grund til Ilaab, blev maaske
Kreditor ked af at give Penge ud til Unytle og lod dem løbe.
Vare de svagelige, kunde de uden stor Vanskelighed faa Lov
til, ledsagede af en Opsigtsbetjent, at trække frisk Luft ved
en Spadseretur i det fri. Selve Fængslet var slet ikke ilde, det
var rummeligt og luftigt og som oftest et bedre Lokale end
deres sædvanlige Bolig. Kun Jernstængerne for Vinduerne rø
bede, at det var et Fængsel. Tillige førtes der her, især i
ældre Tid, et ret gemytligt Liv. Man modtog Besøg af Venner
og Veninder eller af sine Lidelseskammerater; der blev holdt
Selskaber; der var regelmæssige Spillepartier, Punschebollen
dampede, og ikke sjælden hørte forbigaaende muntre Sange
fra de aabne Vinduer. I „Kinafarerne“ af P. A. Heiberg pri
ses disse Glæder i en Sang, og et ret træffende Billede af
dette Liv faar man i Overskous „En Fødselsdag i Slutteriet“ :
„I et Tempel, indviet
Glædens Gud — Slutteriet,
Vi fra Sorger befriet
Leve rask — af vor Gæld.
D e n er Alt, hvad vi eje,
Men den Guld kan opveje,
Vi have Hus uden Leje
Og Pension — hvilket Held!
Saae man, hvor vi os morer,
Var snart vor Fryd forbi,
Thi vore Kreditorer
Gik selv i Slutteri.“
Saaledes synger den muntre Flok, som her har fundet et
Asyl. Mægler Krap fortæller, hvor lykkelig han nu er. „Jeg