266 / 387
Gjældsfængslet, ogsaa kaldet Slutteriet
263
1847 stille' være end denne. Forbryderen havde dog, naar
han ikke var dømt til livsvarigt Fængsel, en vis Tid, større
eller mindre, at afsone sin Straf i. En uvederhæftig Skyldner
derimod kunde, som anført, holdes i Fængsel, indtil Døden
befriede ham derfra, øg han var i saa Henseende aldeles
prisgiven til sin Kreditors Naade. Det kosteligste Gode, et
Menneskes Frihed, kunde berøves ham for bestandig, og der
med som oftest ogsaa Midlerne til at ernære sig og sine samt
mulig afgjøre den Gjæld, for hvilken han var fængslet.
Noget egenlig ærekrænkende var der vel ikke forbundet
med Fængsling for Gjæld, men dog gjorde der sig i den of-
fenlige Mening en Anskuelse gjældende, som bevirkede, at
den Person, der en Gang havde været fængslet for Gjæld, paa
en vis Maade ansaas for mindre hæderlig og i ethvert Til
fælde vanskelig kunde opnaa at faa Kredit og bringe sine
forfaldne Affærer paa Fode igjen. Der syntes at klæbe en
Plet ved ham, som kun efter mange Aar kunde udslettes,
ja han blev næsten betragtet med mere umilde Øjne end den
Mand, der ved sine forvovne Spekulationer havde styrtet
mange Familier i Ulykke og efter at have erklæret sig fallit
affundet sig med sine Kreditorer ved at betale en forsvin
dende Del af sin Gjæld.
Gjældsfængslet blev betragtet baade som Straf for en sve-
gen Forpligtelse og som en Tvang, der skulde tilskynde til at
fyldestgjøre denne. Men hvad dets straffende Egenskab angik,
maa det betænkes, at der aldeles ikke sondredes mellem uær
lige Debitorer, der havde Midler til at betale, men vilde und
drage sig deres Forpligtelser, og saadanne, der i Virkelig
heden manglede Midler til at betale deres Gjæld og vare
bragte dertil ved uforskyldt Uheld. Og de sidstes Antal var
utvivlsomt det langt overvejende. Naar man gjennemgaar det
kjøbenhavnske Gjældsfængsels Annaler, vil man finde, at de
alle^leste af dets Beboere have været ubemidlede Folk, Stym
pere, der vare satte for ubetydelige Gjældsposter, for hvilke de,
hvis de vare i Stand til at betale dem, næppe vilde lade sig
berøve Friheden og underkaste sig den Krænkelse, der i an
den Henseende var forbunden dermed. Men derved bortfaldt
ogsaa væsenlig Gjældsfængslets Betydning som Tvangsmid
del. I en vis Henseende kunde det maaske dog gjøre sin Virk
ning som Tvang, nemlig for saa vidt den fængslede havde Slægt
og Venner, der interesserede sig for ham. Der kan paavises
mangfoldige Exempler, hvor dette Hensyn har bevirket Fængs
lingen, foruden at det sikkert var Hovedmotivet ved Laan,