301 / 387
Det første danske Dampskib
297
drøjt nok at leve og al skaffe Brødet, og naar nu Skibe ikke
mere behøvede Sejl eller Master, hvorledes skulde saa skikke
lige Søfolk faa Hyre. Da nu en tilstedeværende bemærkede,
at der jo alligevel maatte være Folk ombord til at styre
Skibet og til at foretage andre Arbejder, blev han af Matrosen
slaaet af Marken med den Bemærkning: „Det kan man jo
bruge enhver Landkrabbe til. Nej, Sømandens Tid er forbi,
min gode Herre! Det gamle var godt nok, hvorfor i al Djæv
lens Skind og Ben noget nyt?“
Gjenstanden for denne Fordom, der jo her gjorde sig lige
saa vel gjældende som ved andre vigtige Opfindelser, havde
imidlertid kastet Anker et lille Stykke fra Toldbodbommen.
Det var i sit Ydre et ret kjønl Skib, men i Sammenligning
med de store Kolosser, som man nu daglig har for Øje, højst
uanseeligt. Dette kan sluttes deraf, at Maskinen kun var paa
28 Hestes Kraft, medens f. Ex. Sunddampskibet „Øresund“
er paa 120 Hestes Kraft. Det var daværende Grosserer L. N.
Hvidt, som, i Forening med Steen Andersen Bille (senere
Charge d'affaires
ved de Forenede Stater i Amerika) liavde be
sluttet at anskaffe et Dampskib til Farten mellem Kjøben
havn og Kiel. En kyndig Mand, Kommandørkapt. Michael
Petronius Bille,' nysnævnte St. Billes ældre Broder, blev sendt
over til England; efter at han havde besøgt forskjellige Værf
ter, hvor Dampskibe vare under Bygning, uden at finde noget,
der var passende til Øjemedet, kom han lil Soho, i Nær
heden af London, paa hvis ,Værft Dampskibet „Caledonia“
netop var blevet fuldendt. Det Jiavde foretaget flere Prøve
farter, der godtgjorde dets Sødygtiglied, og det blev kjøbt for
en Pris, der nu vilde blive anset for meget høj. Paa Sejlad
sen hertil blev det ført af ovennævnte Kommandørkapt. Bille;
der var to engelske Fyrbødere og en engelsk Kok, men det
øvrige Mandskab bestod af Danske. Denne Sejlads over Nord
søen var en vigtig Prøve for Fartøjets og Maskinens Dygtig
hed.
Endnu
havde ikke noget Dampskib gjort en saa lang
Tur. Det havde ogsaa adskillige Fataliteter at bestaa; under
tiden vilde Maskinen ikke lystre, og Skibet maatte ligge stille;
et Par Gange maatte det løbe ind i en Havn paa Grund af
Storm. Paa Farten fra London til Kjøbenhavn tilbragte det
fjorten Dage, medens den længste Tid, et Dampskib nu bruger
til denne Strækning, næppe er fem Dage.
Datidens Blade omtale Skibets smukke Indretning: „Man
finder her et nydeligt Kabinet for Damer, en Forsamlings
sal for Passagerer og et Køkken, hvor Maden koges ved den