GamleKongensKjøbenhavn

Kjøbenhavneri for 5 0 til 60 Aar siden

anseligt og smukt Theater paa en af Blaagaards Parceller.

Til Pantomimen var engageret den L e v i n ’ s k e Familie, be-

staaende af Faderen og hans Ire Døtre, R o s a , F l o r a og

E l i s a . Levin, en født Englænder, havde et meget anset Navn

som Mimiker, som Pantomime-Komponist og som Ekvilibrist

samt som Harlekin i Pantomimen, og hans Ire unge, meget

smukke Døtre havde allerede paa udenlandske Theatre e r

hvervet sig stor Anseelse ved deres graliøse Dands og ved

deres Optræden i Pantomimen, hvor Rosa spillede Colum-

bines Rolle. Af andre Medlemmer kan nævnes Linedandser- og

Akrobatfamilien L o n g u e m a r e . E fter daværende Blades An

meldelser, hvorved de støttede sig paa udenlandske Blades

Vidnesbyrd, lovede disse Forestillinger en ualmindelig In

teresse og en stor Tiltrækning; men disse Forventninger bleve

ikke saa lidet skuffede. Tingen var nemlig den, at Levin som

den, der forestod Pantomimens Arrangement, bragte sine egne

Kompositioner til Opførelse, der efter engelsk Tilsnit vare

meget forskjellige fra de Casorti’ske. Del var saakaldte For-

vandlingspantomimer, beregnede paa et engelsk Publikum,

og hvis frem trædende Egenskaber bestod i en Række frap

pante Forvandlinger, i en bestandig Afvexling af Dekorationer,

af Spring og Kunststykker, men uden den sammenhængende

komiske Handling, som findes i de æ ldre italienske Panto

mimer. Den langsomme italienske P jerro t, der med sine ejen

dommelige Bevægelser afgiver en saa karak teristisk Modsæt

ning til den altid i livlig Bevægelse spillende Harlekin, maatte

h e r vige Pladsen for den nationale engelske Clown, som vel

er kejtet og uophørlig gjør dumme Streger, men ingenlunde

skal være langsom i Fæ rd og Væsen. Dette faldt slet ikke i

Publikums Smag, og det kunde aldeles ikke forsone sig med

Savnet af den „hvide Mand“. Dertil kom, at Levins H arle

kin mere var Springeren og Ekvilibristen, end den oprindelige

italienske Maske, og Longuemares Pantelon var ogsaa en hel

anden end Kassander i Pantomimen, saaledes som Figuren var

kjendt fra Vesterbros Morskabsthcater. Kun Rosa Levins Co-

lumbine og hendes Søstres Dands syntes man rigtig om, men

det var ikke nok lil at fængsle Publikum. Det er ikke Hen

sigten her at skrive Nørrebros Theaters Historie; det er nok

at anføre, at efter en Existens af et P a r Aar, under hvilken Be

styrelsen paa forskjellig Maade søgte at bringe de forfaldne Af

færer paa Fode, vå r det en Fallit nær, som kun forebyggedes

derved, at Thea tre t en skjøn Dag gik op i Flammer.

Saaledes var det forbi med Konkurrencen for det Kuhn-