14 / 165
Indledning
„Paa Land-Siderne sees Staden, formedelst sin nedrige Lægde, ikke langt fra, und
tagen nogle af dens høyeste Taarne: Men naar man paa Valbye-Banke, kommer
den een og en halv Fierdingvey nær, da falder Øyet først paa de der underliggende
Forstæder ved Vester- og Nørre-Broe, som ere opfyldte med en behagelig Blanding
af Bygninger, Hauger og Alleer: dernæst paa Staden selv, med dens Volde og
Palladser, med Søen uden om, hvilket tilsammen giver en meget riig og herlig
Prospect." Således indleder Erik Pontoppidan sin beskrivelse af København 1764,
og således tonede byen frem for de mange rejsende, der kom hertil ad landevejen.
Det danske landskab er som bekendt fladt, men fra Valby Bakke var der dog
mulighed for at tage byen i øjesyn under eet, og utallige er de kunstnere, som gen
nem tiden har gengivet dette panorama. I løbet af det tidsrum på 220 år, som ud
stillingen omfatter, undergik denne udsigt naturligvis mange ændringer. Krige og
brandkatastrofer undlod ikke at sætte deres præg på København - genopbygning
rådede dog bod på ødelæggelserne, og virksomme bygherrer tilførte byens fysiog
nomi nye karaktertræk.
Vor ældste kendte gengivelse af København er dobbeltprospektet fra Civitates
orbis terrarum 1587; det bygger på en habil kunstners forarbejde og giver et sær
deles pålideligt billede af den senmiddelalderlige stad med mur, knejsende spir og
lave bindingsværksbygninger. Med Christian IVs tiltræden 1596 indledtes en ny
æra: befæstningen moderniseredes med bastioner, der skulle kunne modstå kanon
beskydning, og ved Slottet anlagdes et vældigt søarsenal, som med Christianshavns
grundlæggelse på den anden side af havneløbet blev godt beskyttet. En endnu større
byudvidelse fulgte med Ny-København mod nordøst, hvor hele området mellem
nuværende Gothersgade og Kastellet indlemmedes. Kongen var også en dynamisk
bygherre, spiret på Blåtårn, Rådhuset, Holmens - og Trinitatis kirke med Runde
tårn, Børsen, Rosenborg og Nyboder er resultaterne heraf. Under hans søn, Frede
rik III, belejrede svenskerne byen, som ganske vist holdt stand, men det var dog
klart, at befæstningen var utilstrækkelig. Straks efter enevældens etablering 1660
begyndte man at udbedre befæstningen. Den nederlandske fortifikationsekspert,
Henrik Riise, kaldtes herop, og han opførte et stærkt citadel ved den gamle Skt.
Annæ skanse, lod nye solide bastioner og dybe grave anlægge herfra til byens
vestende, hvor han foretog en vældig udvidelse dels ved forskydning af volden,
9