19 / 165
Mens Braun & Hogenberg og andre værker af lignende art, f. eks. Merians
Theatrum europeam fremstillede byerne i panoramaer set
udefra
- ofte i fugle
perspektiv - var der i Italien tillige en tradition for at skildre byerne, navnlig i
Venezia og Rom,
indefra.
Man interesserede sig ikke blot for totaliteten, men også
i høj grad for særlig markante bygningsværker og seværdigheder, i Rom natur
ligvis de mange levn fra antiken. Det var først og fremmest nederlænderne, der
slog ind på denne vej, eksempelvis Maerten van Heemskerck, hvis skitsebøger
rummer talrige romerske prospekter. Nu kom kobberstikværkerne til med et
arkæologisk-topografisk præg; her tænkes bl. a. på Antonio Lafrerys kolossale
folioværk Speculum Romanae Magnificentiae fra 1570erne. Fra det 17. århundrede
stammer stikværker med titler som Palazzi di Roma, Giardini di Roma etc. Højde
punktet nåedes i det 18. århundrede med Vasis og Piranesis pragtfulde planche
værker, f. eks. sidstnævntes Vedute di Roma fra 1748. Denne prospektets klas
siske periode fostrede også en række malere som van Wittel i Rom, Carlevaris,
Canaletto, Guardi og Belotto m. fl. i Venezia, der blev veduternes by par excel
lence. En del af deres prospekter blev udgivet i kobberstukne serier, og deres ry
spredtes over det øvrige Europa; nogle malere rejste til Polen, Sachsen, Rusland
og England og dannede skole der. Så fremtrædende kunstnere nåede naturligvis
ikke til Danmark, men vi fik dog folk som teatermaleren Jacopo Fabris herop 1747
og maleren Gian Antonio Cesari, som begge udførte sopraporter, af hvilke man
kan se eksempler på Bymuseet. Omvendt drog mange danske malere - navnlig
efter Kunstakademiets oprettelse 1754 - til Rom og Paris, hvor de opholdt sig i
flere år og der lod sig inspirere af „den store kunst".
De ældste københavnske prospekter viser som omtalt byen udefra, og først med
J. A. Greyss' stik af Rundetårn 1646 møder vi en fremstilling af en enkelt bygning.
Også herhjemme drømte man om vældige topografiske værker; Københavns præ
sident, Peder Hansen Resen, indsamlede et enormt materiale, som svulmede op,
så en komplet udgivelse ikke længere var realisabel. Omkring 1677 udgav han
dog en prøve på sine plancher til Atlas Danicus (kat. nr. 150). Siden tog mange
ideen op, Marselis, Thurah, Roque, Bruun, men først i 1760erne lykkedes det Erik
Pontoppidan at virkeliggøre drømmen om et landsomfattende topografisk atlas.
Som bogillustrationer, løsblade, oliebilleder m.m. udførtes en mængde prospekter
både fra hovedstaden og provinsen, og i den sidste trediedel af århundredet møder
vi de første spirer til det danske landskabsmaleri, der dog først fik sin blomstring
i det 19. århundrede. Pioneren på dette felt var J. P. Lund, der under sit Romer
ophold havde udført prospekter, capricer og landskaber.
Udstillingen indledes som nævnt med det ældste autentiske Københavnsprospekt