122 / 183
CHICAGO, DETRO IT , NIAGARA
ennem
Nattens Mulm og Mørke førtes
v i
tilbage mod
»Vindenes By«, og Torsdag den 1. Juni rullede vi tid
ligt paa Formiddagen ind paa den lidet anselige Jern
banestation iChicago, der modtager Togene Vest fra.
Konsul
Beclis
ranke Skikkelse fangede straks vort Øje,
hans Førerskab naaede vi hurtigt til »Hotel Auditorium«,
hvor voregamle Værelser stod parate til at modtage os igen. Det
yar meden vis Vemod, vi for op til 9. Etage og atter befandt os
mellem de samme fire Vægge, som for en halv Snes Dage siden
havde huset os og vor Glæde over, at Rejsen var saa vel begynd .
Nu var vi paa Tilbagevejen. Snart skulde det sidste Farvel lyde,
■o« vi skulde atter over Havet begive os hjem til vor daglige Dont.
Naa, der var ikke Tid til vemodige Tanker. Konsul
Becli
ventede,’ Dagen skulde udnyttes, meget skulde ses. Halvdelen af
Sangerne begav sig under Konsulens og
N. C. Buncks
Ledelse ti
Stockyarden, hvor man fordybede sig i det mægtige Slagteri
»Swift & Co.«s Labyrinter. Det var med en egen Fornemmelse,
Ti betraadte Skuepladsen for Upton Sinclairs malende Bog om
Rædslerne i Cliicagos »Jungle«.
En Del af os havde besøgt Slagterierne i Omaha; men havde
Farten gennem disse været interessant og uhyggelig, var denne
Tur det i endnu langt højere Maal. Alene Kørslen med Højbanen
hen over de vældige Arealer, der var optaget af Folde, gav et
Indtryk af den storslaaede Virksomhed, som beskæftiger op mod
30000 Mennesker.
Og saa Spadsereturen gennem de
Slagterier! Luften skingrede af Hyl, Brøl, Brægen fra de 10000
Dyr, som i Dagens Løb her maatte lade deres Liv. Bloddunst
og Indvoldsstank stod i Lummervarmen og gjorde det næsten
umuligt at aande. Det var med et Lettelsens Suk, at vi satte os
i Toget for at flygte bort til Steder med renere Luft.
og under