128 / 183
dampende
og
dumpende,
som de
kom
stavrende dei,
^ai le en d e
Illustrationer til
Visens Ord om,
at
»— der kom een, og der kom lo,
een paa bare Ben og een paa Sko
«
saa var det dog i al Fald klart, at det var ekscentriske Eksistenser.
En gaar med Laksko og bærer gule Støvler i Haanden
han er formodentlig Agent for et Skotøjsfirma. Og han der, som
til Ære for vor By straks møder i Kjole, han er sikkert tys c
Bokser, han bærer jo sit grønne Styrkebælte tværs over Brystet.
Der kommer en høj, fornem Herre; det morer ham aabenbart for
en Forandrings Skyld selv at bære sm Frakke og sm Ku ffat,
»The sign of four
«
stikker ud af den,
saa han er sikkert
en god Detektiv. Og
den stakkels Mand
der, han er sikkert
døvstum, siden han
gaar med det lille
Flag med »Minnea-
polis« i Haanden,
for at man kan vide,
hvor
han
hører
hjemme.
Der blev Liv og
Børe paa Hotellet.
Elevatoren var i uafbrudt Bevægelse, ogefterhaanden fandt vi jo
vore Værelser, 2—3 Mand
0111
eet. — En hastig Frokost — og
af Sted. To af »The Niagara Belt Lines« store Sporvogne venter
os, reserveret for os alene, — hvorledes det var gaaet til, fik vi
først senere at vide, men yderst behageligt var det. Magelige
Kurvestole indbød os, Frugt og læskende Drikke serveredes
ustandseligt under Kørselen af opmærksomme Negere og fristede
vore længselsfulde Ganer. Men længselsfuldere ilede vort Blik
fremad, fremad mod dette ukendte, det store Skue, som en ved
varende, dybttonende Brummen længst havde forjættet os. Før
var den fjern, svag, monoton som en Turbines Snurren
nu
kommer den nærmere, den bliver stærkere, som en dump Torden
— hør nu, hvor det bruser ubændigt — og sé! mellem Træerne,
der borte, se den hvide Taagesky, og der, se Faldet selv, det
hvide Fald, større og større, mere og mere — det hele.
Ja , der var det.
1 1 8
CHICAGO, DETRO IT, NIAGARA