140 / 183
130
TROY, N EW HAVEN , P ER TH AMBOY, NEW YORK, H JEMREJSEN
Kjære Venner!
Nu ved Afrejsen vilde jeg helst mundtligt have tolket vor
Tak for den dejlige, uforglemmelige Nydelse, I beredte os mttes;
dog jeg kender mig selv og ved, at naar Hjertets Strenge ei
vemodigt stemte, svigter Stemmen ofte. Derfor vil jeg paa denne
Maade sige Eder alle farvel. Hjertelig Tak tor den Hilsen, I
bragte fra vor gamle, kjære Mo’r. Hils dem alle derhjemme, og
endnu engang Tak, fordi I kom, og Gud være med Eder alle
sammen.
Eders taknemmelige
New Havener.
Den 6. Juni ved
12
-Tiden var vi atter i New York, men do
g
kun for et Ophold paa faa Timer; thi tro mod det Løfte, vi ved
Afrejsen fra Perth Amboy havde givet de Danske der, vendte vi
nu tilbage til den lille By for at give en Afskedskoncert.
Sangforeningen »Frem« modtog os med Sang paa Bane*
gaarden i Perth Amboy, hvorefter vi pr. Automobil fik Byen at
se paa Kryds og tværs. Meget oplagte til Køreturen var vi ved
Gud ikke, — det forekom tillige mange af os, at det var de
samme to, tre Gader, vi stadig kørte rundt i. Men Meningen vai
jo god, lige saa god som den Smørrebrødsseksa, »Frem« derefter
bød paa.
Den paafølgende Koncert foregik i »Auditorium«s store Lokale,
der var noget bedre at synge i end det Teater, hvor vi første
Gang havde ladet os høre. Tribuneforholdene var ganske vist
noget vanskelige, — man maatte være lidt af en Akrobat for at
kunne klare dem, men det gik dog. Det Orkester, som skulde
spille til den følgende Svingom, var det vanskeligere at komme
ud af det med. Det havde nu sat sig i Hovedet, at Pauserne
mellem vore Sange skulde udfyldes, og derfor stemte det i med
fuld Musik, saa snart Lejlighed gaves. Men
Levysohn
passede
paa som en Smed. Naar Orkesterdirigenten hævede sin Taktstok,
var Levysohn der straks, og Konkurrenten brændte inde med sin
Twostep. Han opgav til sidst Kampen.
Ved Banketten i »Washington Hall« efter Koncerten var der
stor Gensynsglæde, da Mayoren, Mr.
Bollschweiler,
tonede frem og
efterhaanden trykkede de fleste af os til sit Sangerbryst. Dybt
rørt bragte han os sit Farvel. Aldrig skulde han glemme os, og
han takkede Danskerne, »de bedste Borgere i Perth Amboy«, for,,
at de havde skaffet ham saa glade Timer.
Pastor
Dorf
præsiderede og udtalte i sin Velkomsthilsen til
os, at denne Aften var en Perle i Mindernes Krans, som vilde