KøbenhavnFortæller

H an begyndte med at snakke højt med de andre i timen, tabte

forsætligt sine bøger eller tavle på gulvet o. s. v. J eg lod, som

om jeg ikke bemærkede det. Dette morede ham tilsyneladende

ikke, og for at få gang i sagerne, gik han en dag op til mig,

der sad på katederet, og spurgte mig grinende, om det var mig,

drengene kaldte „Frederikssundsvejens forlængelse“. T il hans

sikkert store skuffelse, svarede jeg yderst roligt, at det vist var

rigtigt, men det kunne vi jo tale om i frikvarteret. Da klokken

ringede, og drengene v a r sendt på legepladsen, kaldte jeg ham

op. J e g så straks, at han havde forberedt sig på spanskrøret, så

godt var han stoppet ud, men uheldigvis ramte mit spanskrør

ham udenfor udstopningen, og det ramte ikke blot en gang,

men to eller tre gange. H a n vrælede i vilden sky til stor overra

skelse for de to ordensdukse, der aldrig havde troet, at deres

helt kunne vise sig så svag. Den næste dag gik jeg op til in

spektøren og bad om at få Viggo flyttet til en 5. normalklasse,

som jeg v a r klasselærer for, og hvis drenge jeg stod på en sær

deles god fod med.

Jeg fik omgående tilladelsen. Den næste dag mødte Viggo i

den nye klasse. Han s gamle kammerater hånede ham, idet de

betragtede flytningen som en stor nedværdigelse, hvad den jo

slet ikke var. H a n selv var rasende på mig, han gentog sine

tricks med at tabe bøger og tavle på gulvet. Da det var sket

nogle gange, sagde jeg tørt: „Det va r kedeligt, der røg den lør

dagshistorie“. Det v a r ikke blide øjekast, de andre elever sendte

over til Viggo.

Den aften v a r der et stort opgør inde på markerne, der om

gav skolen, men klokken va r 5, jeg havde travlt med at komme

hjem til middagsmaden, så der var ikke tid til at undersøge

sagen nærmere. Næste dag stod Viggo foran mig og bad så min

deligt om ikke drengene alligevel kunne få deres lørdagshistorie,

så kunne han i stedet for få en times eftersidning. Jeg gik med

til at opfylde hans første ønske. Drengene fik deres vante lør

dagshistorie, og Viggo slap for eftersidning. Jeg mente, at han

havde fået straf nok, og det va r rigtigt. Jeg havde ikke flere

vanskeligheder med ham.