KøbenhavnFortæller

hun elskede mig overalt i verden, og var ængstelig for mig, og

derfor ikke gav mig lov til at tumle mig med de få jæ v n a l

drende børn i kvarteret.

Hvo r husker jeg endnu det høje plankeværk omkring skole

gården. H e r stod jeg tit i frikvartererne med ryggen mod det,

omgivet af en flok hånende og drillende klassekammerater. Den

stærkeste dreng i klassen, vi kaldte ham hemmeligt „S tinkdyret“

på g rund af en ubehagelig lugt ved ham, var anføreren. En

gang blev jeg så ophidset, at jeg langede ud efter ham, men

han sprang hu rtigt til side, og min næve ramte plankeværket.

Det blev til nogle blodige knoer og blev hilst med et latterbrøl

af flokken. Alligevel tror jeg mit ra se rian fald havde en vis v irk

ning, for efter den tid gik man mig ikke så tæt ind på livet

som før.

I 1902 v a r jeg kommet op i skolens næstældste klasse. Ved

den lejlighed blev min klasse fra formiddagsklasse omdannet til

eftermiddagsklasse med skolegang fra kl. 1-6. Dette va r min

far meget misfornøjet med, og da han ikke kunne få mig ind i

en formiddagsklasse på Vibenshus skole, indmeldte h a n mig i

friskolen ved Østre Gasværk, den nuvæ rende Strandvejsskole.

Det var en stor lykke for mig. Min klasselærer læste ofte litte

ra tu r for os, og gjorde mig så interesseret, at jeg selv begyndte

at læse bøger, som jeg lånte på Østerbros folkebibliotek. Da han

engang havde fortalt om de to store tyske digtere Schiller og

Goethe, fik jeg også fat i deres værker. J eg husker tydeligt, at

jeg fa nd t Fausts anden del noget tåget, og inderst inde vu rd e

rede jeg Carit E tla r højere end de to andre. Jeg læste alt, hvad

han havde skrevet. I en af sine bøger, Herberts krønike, u d ta

ler helten, da han står ved sin elskedes grav: „Jeg h a r vundet

sejr over dem alle, men jeg står mellem lu tter g r a v e “. Skønnere

og mere dybsindigt syntes jeg ikke det kunne sige. Min far var

noget overrasket over mine boglige sysler, og ikke m indre over

rasket, da jeg kom hjem med karakterbogen og viste ham, at

jeg va r blevet nr. 5 af

elever. Selv va r jeg også stolt og be

sluttede, at derved skulle det ikke blive. Det blev det heller ikke.

Også min nye tegnelærer var, ufatteligt for mig, tilfreds med