125 / 302
1 1 8
certer i Kasinos store Sal saas, længe før der blev
aabnet, en Mængde line Damer staaende udenfor, lige
som det kgl. Theaters Parterrepublikum, for, da Plad
serne vare unummererede, at komme til de bedre, men
de priste sig dog lykkelige, om de saa maatte tage til
Takke med at sidde paa »Hønsestigen«. »Er Frøkenen
musikalsk?« spørger en Herre i et a f Frits Holst’s
Stykker. »Jeg er Medlem a f Musikforeningen,« svarer
hun. Strømmen havde vendt sig til denne Forening
fra den italienske Opera. Nu turde man kun svagt
hviske Donizettis Navn, det gav et umusikalsk Skjær.
Musikforeningens herskende og glimrende Stilling be
roede dog ikke paa Modens Luner. Den bragte, hvad
Tiden med Rette tørstede efter: Beethoven, Mendcls-
solin, Schubert og Schumann. Ilden havde ulmet un
der Asken og slog ud i lyse Luer, da Gade greb Takt
stokken. Det var ikke Koncerter, men en uafbrudt
Række a f musikalske Fester. Den tyske Musik, der
dels hørtes for første Gang dels syntes ny, var oppe,
og Musikforeningen lignede Aladdinsliulen med tusinde
Skatte. Nutiden gjorde sine Krav gjældende. Hvor
kunde man give sig a f med mere?
Rung var kommen i daarligt Humør over »Cæcilia«.
Der var meget, han vilde have i en anden Gænge, og
under de Vanskeligheder, der fremstillede sig for ham,
tog han det Parti at gjøre kort Proces og opløse Fo r
eningen. »Efter at »Cæcilia«,« siger Protokollen, »havde
bestaaet fra
29
. Oktober
1851
til Februar
1856
, opløstes
den faktisk.
I denne Anledning tilskreves samtlige
Medlemmer med Henstilling, at Foreningens musikal
ske Værker skulde være Syngemester Rungs Ejendom,