129 / 302
122
kræsen, først og fremmest kom det an paa, at de vare
godt kjendte og yndede. Hvorledes det egentlig var
gaaet til med disse Melodiers Opkomst i Menigheden, stod
som en Gaade, de skjød ligesom vilde Planter op af
den Jordbund, hvori de trivedes. Medens det store
Problem, hvorledes der skulde skabes en tilfredsstillende
Kirkesang, endnu var uløst, medens Berggreen arbejdede
i det stille paa at gjennemføre en Revolution, hvorved
Kirkesangen blev livligere uden at dens hovedsagelige
Karakter dog forandredes, havde Vartov-Menigheden
hugget Knuden over og, hvad den saa sang, sang den
a f det fulde Bryst. Man talte om denne Sang i Byen
som om noget ganske nyt eller som et Kuriosum og
mange gik i Vartov Kirke for at høre med egne Ører.
Grundtvigs Prædiken kunde ikke trætte ukaldede Aan
der, da den var meget kort, og ved den a f Menigheden
baarne Sang, det dæmpede Orgel og det fine Klokke
spil gav den lille Kirke et Totalindtryk a f Hygge og
andagtsfuld Glæde.
Til Melodierne løjedes tiere nykomponerede af
Rung, der vel ikke var Grundtvigianer, men ved Be-
kjendtskab med Grundtvigs Svigerson P. O. Boisen, der
blev Kapellan ved Kirken og virkede utrættelig for
folkelig Sang, kom til at anvende sit Talent i Menig
hedens Tjeneste.
De Rungske Melodier slog i høj
Grad an og i de Hjem, hvor Boisen kom, indstuderedes
de ved hans Hjælp, og Menigheden blev saaledes snart
i Stand til at synge dem frisk og frejdig. Rungs
Paaskesalmer »Tag det sorte Kors fra Graven« og »Liv
salig Paaskedag« skulle allerede have været sungne
sidst i Fyrrerne, den overordentlig yndede »Ivrist stod