131 / 302
124
den livligere Salmesang. Selv havde han bragt den et
Offer, som han dog grumme nødig vilde tale om.
Weyses Koralbog, der havde været bestemt til at
afløse Zincks, var ikke ældre end fra
1838
. Sluttende
sig ganske til den gamle Koral, saae den Lyset ved
Overgangen til en ny Tid, da der indtraadte en Ven
ding i Smagen, da man blev sig bevidst, at man vilde
noget andet. Den naaede derfor aldrig sin Bestem
melse, men dens Skæbne vilde ikke, at den skulde
forsvinde lydløst, tværtimod. Dens eget Værd, Weyses
Avtoritet, Koralens ældgamle Magt og Betydning lod
den staa som Ideal for mange, medens den a f andre
betragtedes som Bepræsentant for et forældet Princip,
man vilde undgaa. Saaledes blev den et Midtpunkt i
Bevægelsen, et Kainpraab i forskj ellig Betydning fra de
forskj ellige Stridsmagter.
Berggreen havde til Dels lagt den til Grund for sit
Salmeværk, men paa en egen Maade.
Han havde
hyppig ændret Koralerne i høj Grad, navnlig i harm o
nisk Henseende, hvilket stødte mange ligesaa meget som
Vartovsangen Berggreen selv, navnlig dem, der holdt
paa Koralen. Pastor (Provst) F. W. Andersen hævdede,
at »til Kirkesangen hører Koralen og intet uden denne«
og beklagede, at »vor Kirkes nyeste, fortræffelige Gra-
dual, Weyses Koralbog, hvis ypperlige Harmonisering
har givet Koralerne en Kraft og Velklang, som langt
overgaar hans nærmeste Forgængers« allerede skulde
være bleven overflødig. Han følte sig overbevist om,
at kun Forvisningen om Nødvendigheden a f en Reform
i Menighedssangen havde kunnet faa Berggreen til at
at bringe Sagen »et Offer, hvorunder hans egen Pietet