135 / 302
128
blev den siettere og siettere, jo mere han talte om den.
Inden han forsaa sig, liavde han ytret, at den gjorde
en Undtagelse fra alt, hvad hans uforglemmelige Lærer
havde skrevet, og rentud var et mislykket Værk. Ja ,
det gik endog ud over Weyse som Organist. Fo r at
gjøre sig sin Organistgjerning interessantere havde Weyse
hyppig varieret Harmonierne, ja paatvunget en Melodi
alle de Harmonier, som der var Mulighed for at bruge,
og derved tabt Sansen for de rette Harmonier. Berg-
green selv havde, tilstod han, gjort sig skyldig i det
samme, men han var stanset i Tide! Paa den anden
Side viste Rung ved Nodebilag og Aftryk a f enkelte
Takter, hvorledes Berggreen havde forvansket og for
dærvet Koralbogen. En a f de haardeste Skærmydsler
stod om Weyses Koralbog Nr.
5
»Af Højheden oprun
den er«. Den blev set efter i Sømmene. Den ene
Takt efter den anden toges frem, dadiedes skarpt af
Berggreen og hævedes til Skyerne af Rung, som søgte
at vise, hvor slet den tilsvarende Takt hos Berggreen
var. I dennes Kæmpeafhandling »Yderligere Belysning
a f Angrebet paa mit Salmevæ rk1), der fremkom efter
at Rung havde opgivet Anonymiteten, rettedes Hoved
slaget mod Rung under Citater a f Goetlie, Kritik af
Weyse og bitre Udfald mod Fjenden, som rigtignok
ikke kunde vente Skaansel, da han havde frakjendt
Berggreen den musikalske Ævne til at løse Opgaven og
sagt, at hans Avtoritet først var begyndt med »
37
«s
Artikler. Men efter denne yderligere Belysning følte
x) Evangelisk Ugeskrift Nr. 53 ff. H ertil er i Sæ rtrykket føjet en
Fortegnelse over de til Striden hørende A ktstykker.