139 / 302
132
»ærværdige Zinck«, som Berggreen kaldte ham , holdt
tappert Stand inden det nye fortrængte ham. Alligevel
blev en 1137 Udgave a f Weyses Koralbog nødvendig og
Rung var selvskreven til at besørge den (
1860
). Weyse
havde henlagt et Exemplar paa Vaj senhuset med alle
de Forandringer i Harmonierne, som han ønskede fore
tagne, hvis en ny Udgave efter hans Død skulde ønskes,
og saaledes ændret kom den for Lyset. Skjønt Forholdene
skulde synes at stille sig mere og mere ugunstige for
Udbredelsen, eftersom Tiden skred frem, blev ogsaa
denne anden Udgave udsolgt og Gebauer besørgede en
tredie (
1877
). Men hans lille Forord blev som en Grav
tale. Han roste Koralbogen, fordi den ingen Text havde.
Det gjorde den saa egnet til at benyttes til Øvelse i at
notere Generalbassen med Zifre og til den modulatoriske
Analyse; Konservatoriet kunde ikke undvære den i saa
Henseende og derfor var en ny Udgave bleven nødven
d ig1). Det var dog ikke nogen uværdig Slutning paa
et bevæget Levnetsløb. Tillægget udkom i
1868
i an
den Udgave, udvidet a f Rung til
153
Salmer, hvoraf
25
a f ham selv og tiere a f Barnekow, Gade, Hartmann
og mange andre. Det havde tabt meget a f sit Særpræg
og lever nu i fjerde Oplag som et lille Salmeværk for
sig selv, bestandig med Titlen: »Tillæg til Weyses
Koralbog«.
I sin store V irksomhed som Læ rer havde Gebauer sin meste
Tid brugt Koralbogen paa denne Maade.