137 / 302
130
maatte vaskes af. Til Rung saae man hen som den,
der skulde tage de ilde omtalte Sange — om ikke de
vilde Udskud — i sin Haand og give dem en fast og
kunstmæssig Form. At sige Nej til en Menighed, der
med Taknemlighed, ja Begejstring havde taget imod
hans egne Sange var ikke let. Dertil kom, at han,
naar han bortsaa fra Detailler, ikke kunde værge sig
for et vist Sympathiforhold til Vartovsangen. Hans
bedste Melodier vare trængte langt ind i Folket, som
Leder a f den skandinaviske Sangforening havde han
fremført en Musik, som Folket let kunde tilegne sig,
og den nye Musik, som han priste, havde for en stor
Del noget populært ved sig. Store Modsætninger kom
den Kunstner til at forene, der var et Barn a f sin Tid
og havde faaet Forstaaelsen a f en svunden stor Kunst
periode i Vuggegave — Bainis Discipel modtog Hvervet
fra Vartovs Menighed.
Det kunde have haft mest for sig, om hele Tillæg-
Tanken var bleven skudt til Side, saa at den Samling,
der blev til i Vartovs Interesse, var fremtraadt selvstæn
dig. Men Rung skulde nu en Gang give et Tillæg til
Weyses Koralbog og han skulde give en Samling af
Vartovsange og de to Ting blev til et. Han udarbejdede
med megen Flid sit Tillæg, indeholdende
50
Melodier,
hvoraf de
30
hørte til Festsalmerne og de andre til
Salmebogen til Kirke- og Husandagt. Men lians For
ord a f April
1857
vidnede om, at han ikke var vel
tilmode. I Hovedsagen gik det ud paa, at han tog
Afstand fra de Salmer, han fremførte. Han sagde, at
han kun stod i et tjenende Forhold til det store Fler
tal af Melodierne og at han kun efter en fra mange