133 / 302
126
sens. Hertil bidrog netop hans høje Værdsættelse af
Weyse, hvem han jo, ligesaa vel som Berggreen, havde
staaet i personligt Forhold til og hvis kirkelige Kunst
han end ikke frygtede for at stille i Belysning af
Palestrinas. Som Musiker øvede han tillige en skarp
Kritik mod Berggreens Værk i og for sig betragtet og
det mishagede ham, at Berggreen, for hvis Øjne kun
een Rungsk Salme havde fundet Naade til Optagelse i
Salmeværket »Rejs op dit Hoved, al Kristenhed«, havde
a f
41
nye Melodier taget
26
a f sine egne, saa meget
mere som han ikke syntes om dem. Konferencerne
om Benyttelsen a f Rungs Salmer i Salmeværket havde
dog i sin Tid været førte i al Venskabelighed1).
Saa forlød det, at Berggreens Værk skulde avtori-
seres til Brug i Kirkerne, men »at oktroiere et musi
kalsk Ritual« af denne Art var efter Rungs Overbe
visning højst uheldigt. Han mente, at det var det
yderste Øjeblik at skride ind og for at fremkalde en
offentlig Diskussion om Æmnet indrykkede han i »Fædre
landet« for
12
. Marts
1855
et Inserat under Mærket
»
36
«, hvori han ikke nævnede Salmeværket, men sagde,
at hvis der behøvedes nogle flere Melodier til den nye
Salmebog, burde det overdrages musikkyndige at ud
arbejde et Tillæg til Weyses Koralbog, da der ellers
var Fare for, at det fortræffelige Værk blev fortrængt
og forglemt. I Berggreens Lejr foruroligedes man ved
Rygter om, at der var Ugler i Mosen og at Avtorisa-
tionen stod Fare for at briste. Man skyndte sig derfor
med at svare og i »Berlingske« optraadte »
37
« som
x) G. Skou: Andreas Peter Berggreen, et M indeskrift.