134 / 302
Forsvarer a f Berggreens Værk og betegnede det som en
Tilbagegang at ty til Weyses, medens Rung i »Fædre
landet« bestandig anonym som »
36
« gjorde gjældende,
at Koralbogen ligesom alt, hvad Weyse havde skrevet,
bar Geniets Stempel. Fejden fortsattes og førte til en
skarp Kritik fra Rungs Side over Berggreens Værk.
Nu viste Berggreen sig selv paa Scenen og skrev i
»Evangelisk Ugeskrift«: »Til Belysning af et Angreb
paa mit Salmeværk«.
Og »
36
« aabenbarede sig i
»Dansk Kirketidende«, det var netop dens Nr.
36
, som
Rung.
Frygtelige stod de to Modstandere overfor
hinanden. Desuden havde Rung Sidefægtninger med
»xy«, til hvem han erklærede, at Weyse var et Danne
virke mod meget ondt.
Berggreen mærkede til sin Kval, at Enden var
bleven, at han ligesom var stævnet ind for en Ret for
Tilsidesættelse a f Weyse. Han maatte ud med Sproget.
Men han kunde ikke forsvare Salmeværket uden at
rokke ved Afguden og han kunde ikke hævde sin Til
bedelse fuldtud uden at komme paa Kant med sit eget
Værk.
»Et Forsvar for Weyse imod mig!« udbrød
han. »Jeg, som sætter Weyse saa højt, at jeg, sandt
at sige, ikke sætter nogen anden Musiker højere, fordi
jeg nemlig er mere tilbøjelig til at sideordne de store
Mestre end til at underordne dem hinanden.« Det var
Berggreens Uheld, at han var gaaet saa vidt i vilkaar-
lig Behandling a f Koralbogen, at han ikke kunde redde
sig ved simpelthen at sige, at Forandringer vare nød
vendige, fordi Koralbogen ikke passede ind i det nye
System.
Han maatte til sin Retfærdiggjørelse helst
knuse Koralbogen og i instinktmæssig Følelse heraf