136 / 302
129
Rung sig dog stødt og trak sig tilbage, da han »maatte re
signere overfor en saadan Modstander« (
19
.Decbr.
1855
) 1).
Paa Valpladsen laa Koralbogen og Salmeværket gjen-
nemborede a f Kugler. Men intet af disse Værker gik
til Grunde, og Salmeværket avtoriseredes. Rung maatte
tabe Slaget, hvor mange berettigede Bemærkninger og
Indvendinger han kan have fremført, fordi Berggreen,
hvad man end kunde sige, havde truffet i Centrum og
givet et Arbejde, som dog til syvende og sidst samlede
Stemmerne om sig. Men som Weysianer havde han
trukket det korteste Straa.
Nu drejede det sig imidlertid for Rung 0111 at
realisere, hvad han saa længe havde talt om. Skulde
Koralbogen virkelig endnu kunne staa ved Magt, var
et Tillæg, som ogsaa Andersen havde nævnt, nødven
digt. Rung kunde efter sit Standpunkt som Salme
komponist, ikke give, hvad Andersen ønskede, et Til
læg a f Koraler, men han kunde ved Hjælp af sine
egne og andres Salmer tilvejebringe et Tillæg, der etter
Salmernes Art stod i Niveau med Berggreens Salme
værk. Heri hindredes han derved, at han var hildet i
Vartovs Lænker. Den Menighed, der praktisk havde
viist Bruddet med den ældre Tid og derved lørt an,
saae sig som Skive for Berggreens Spot; Glæden over
den naive, umiddelbare Sang havde lidt e tSk aa r; flere
indsaa eller følte dunkelt, at der var Holdepunkter
for Beskyldningen for Smagløshed og man ønskede
uden at opgive Sangens Ejendommelighed eller de
Melodier, der vare voxede fast i Menigheden, at Pletten
x) Dansk Kirketidcncle Nr. 52.
9