132 / 302
1 2 5
mod den udødelige Mester maa lide» og han erklærede,
at det fra Berggreens eget Standpunkt som Bekæmper
af al ukirkelig Sang inden Kirkens Grænser havde
været det rigtigste at holde paa Weyses Koralbog og
give den et Tillæg a f Koralmelodier, som der paa Grund
af Indførelsen af nye Salmer var Brug for, og af livligere
Melodier, der udtrykkelig skulde betegnes som alene
bestemte til Husbrug1).
At beskyldes for Mangel paa Pietet mod Weyse,
var noget a f det, Berggreen nødigst vilde af alt. Han
elskede Weyse og lagde det uafladelig for Dagen. Men
denne Kjærlighed havde slet bestaaet sin Prøve i Salme
værket, der havde bragt ham i en fortvivlet Situation
ved Fornægtelsen a f det udkaarne Ideal. Kunde det
blot gaa saa stille hen! Det var vistnok hans Ønske.
Saa blev det en Sag mellem ham og Weyses manes,
og den vilde han vel kunne ordne, saa han fik Weyses
Tilgivelse.
Saa kom Pastor Andersen med sin Be
mærkning og Straffen syntes at svæve over hans Hoved.
Men Udtalelsen var mild og i Forbigaaende og lod
haabe, at den kunde glide hen. Endnu kunde Berg-
green tænke sig at staa som uplettet Weyse-Bidder af
den højeste Orden. Men en anden Weyse-Bidder, der
ikke gav ham noget efter i Rangen, stod frem paa
Arenaen og udfordrede ham til Kamp. Det var Rung.
Trods Forholdet til Vartov og trods hans egne Salmer,
der ikke gik i Retning af Koralen, indtog han et Stand
punkt, der havde adskilligt tilfælles med Pastor Ander
1) Ugeskrift for den evangeliske Kirke i D anm ark Nr. 57, 16.
Decbr. 1853.