142 / 302
135
Madrigalerne ere verdslige Søstre til Kirkemusiken
a cappella og nødvendige til den fulde Forstaaelse af
Palestrinatiden, i hvilken de med Tilføjelse af et Par
Aartier naaede deres højeste Blomstring. Saaledes sang
man ved højtidelige og glade Fester i Rafaels og Michel
Angelos Aarhundrede. At Rung, efter med saa stort
et Held at have prøvet deres Livskraft i den Roedske
Kreds, lod dem ligge urørte i »Cæcilia«, heroede paa,
at den hele Renaissancebevægelse, hvoraf hans Bestræ
belser udgik, havde Kirkemusiken for Øje. Lyset kom
fra det sixtinske Kapel og fremfor alt var det hans
Ønske at give en Forestilling om de hellige Toner,
som lød der.
Med al sin Fuldkommenhed kunde
Madrigalet aldrig have samme Betydning som Kirke
musiken, der ligefrem havde naaet et Ideal. Men efter-
haanden maa tte Kirkemusiken drage den verdslige til
svarende efter sig. Ved Madrigalerne — ligesom ved
Canzonetterne — indførtes det italienske Sprog i For
eningen. Det levende Sprog havde en større Tiltræk
ning end Kirkemusikens døde Latin og gjorde den
uhyre Afstand, som selve Musiken betegnede, mindre.
Man havde derved Haand i Hanke med denne Kunst
og man kom fra ætheriske Regioner ned paa Jorden.
Madrigalerne hilstes hjerteligt velkommen.
Det var omtrent to Aarhundreder siden, at Madri
galer havde lydt i Danmark. Da sang man dem endog
med dansk Text, i det mindste paa Herlufsholm.
»Hvad er nu paafærde?
Hvad er nu igjære?
Fa la la la!