145 / 302
138
denne Rolle lod Madrigalerne sig ikke længe nøje. De
blev Vehikel for Smaascener med Favner og Nymfer,
Hyrder og Hyrdinder og en Uendelighed a f Væsener,
navnlig allegoriske, der meget ofte moraliserede og op-
traadte med Solennitet, men ligesaa ofte slog Gjækken
løs. Scenerne blev til Smaaoperaer eller Opera-Ballet
ter, hvor den enkelte vilde lade sig høre. At dette
skete madrigalmæssigt, var paa en vis Maade den Gang
det mest selvfølgelige a f Verden. Hvad var Madrigal
erne i Reglen andet end Romancer, lyriske Indfald,
der kun vedkom en enkelt og hans Stemning. Og dog
forvandlede de sig efter Madrigalets musikalske Natur
strax til Kor, hvor de mange Stemmer i Forening ud
trykte, hvad den enkelte alene skulde have sagt. løvrigt
er det mærkeligt nok, saa hurtigt man i Nutiden væn
ner sig til dette store og mindre naturlige Apparat og
villigt tager for den enkeltes Lyrik, hvad mange synge
i Munden paa hinanden. Men i det dramatiske maatte
Madrigalerne selv i deres egen Tid uundgaaelig blive
en Klods om Benet. Det fik ikke hjælpe: de maatte
betjene Operaen og selv om man gav den enkelte Or
det ved at lade Instrumenter overtage de andre Stem
mer, blev det Madrigaler alligevel.
Orazio Vecchi
vandt stort Ry ved en komisk Opera, »Anfiparnasso«,
hvor de optrædende Personer resignerede som selv
talende og ene udtrykte sig ved Hjælp a f Kor. Men
saa kom den recitativisk-melodiske Enkeltsang ind i
Operaen og det varede ikke meget længe, inden den
havde jaget Madrigalerne paa Flugt. Den forfulgte dem
endog ind paa deres oprindelige Enemærker, det lyri