144 / 302
137
ved hans Hjælp vilde gaa fortræffeligt. Naar en italiensk
Komponist kunde finde paa at tilegne Kongen Madri
galer, kan man tænke sig, at de danske Komponister
ikke stod tilbage og Christian IV havde Hænderne fulde
af Madrigalsamlinger fra Borchgrevinck, Mogens Peder
sen og Hans Brachrogge.
I
1587
udgav Giovanni Gabrieli sin nylig afdøde
Onkels, Andrea Gabrielis, efterladte Madrigaler og ud
talte da, at Onklen gik bort paa en T id, da de musi
kalske Aander viste sig mere levende end nogensinde
og opfyldtes a f de yndefuldeste Ideer.
Aandernes
Liv gav sig tilkjende ved Mesterværker i Tidens Stil,
men ogsaa ved Opfindelsen af Fremtidens Musik.
Operaen med den recitativisk-melodiske Enkeltsang
bebudede sig og forkyndte en Kamp paa L iv og Død
mod den uden fremherskende Melodi flerstemmige
Sang, mod Kirke- og Madrigalmusikens kontrapunkti
ske Væsen. Dog nærmest mod Madrigalerne, tbi Kir
ken vedkom ikke Operaen, men desto mere Madrigal
erne, der, ikke tilfredse med at fremtræde efter deres
Natur som lyriske Smaadigte, havde bemægtiget sig
Scenen og udgjorde det
16
. Aarhundredes Theatermusik.
Komedierne, der i Italien mylrede frem, ledsagedes al
tid af Intermedier, i Beglen musikalske. Man be
gyndte med at synge Madrigaler, anvendte paa den
for dem naturlige Maade som Korsange, gjærne til
Amors Pris.
I Macchiavellis lystige og morsomme,
men lidet anstændige Komedie »Mandragola« forekomme
de nydeligste Korsange (Madrigaler) som Intermedier,
der synes at ville bilde Publikum ind, at det hele i
Grunden er meget højtideligt og alvorligt. Men med