146 / 302
139
ske, men her stod de længe tappert imod for dog til-
sidst at bukke under.
I denne tragiske Kamp havde Komponisterne at
tage Parti, men mange vaandede sig i Tvivlen om, til
hvilken Side de skulde vende sig. I
1608
sagde Paolo
Quagliati: »Mange holde paa de flerstemmige Sange,
men endnu flere elske Solosang med Instrumenter,
maaske fordi man forstaar Ordene bedre eller bedre
kan nyde Stemmerne.« Han vidste dog at rede sig ud
af Vanskeligheden og udgav en Samling firstemmige
Madrigaler, ogsaa indrettet til at synges a f en Sopran
med Accompagnement, »saa at han kunde tilfredsstille
baade det ene og det andet Parti.« Aaret efter skildrede
en anden Komponist, Casentini, de polyfone Korsange
som ærværdige Matroner i ærbar Dragt; »de kaldte
moderlig Flygtningene tilbage fra den farefulde Vej,
hvor den moderne Frihed i underskjønne Kvinders
Lignelse lokkede dem med tusinde Forførelseskunster«.
Endnu
1647
forsvarede Ludovico Cenci Madrigalerne,
da han udgav en Samling og sagde: »Jeg kommer
ikke med nogen basso continuo, thi de menneskelige
Stemmers Harmoni er efter min Mening langt finere
end Foreningen med Instrumenter; den menneskelige
Stemmes Klang overgaar i Virkeligheden enhver anden;
kun Stemmen kan danne Ordet og vække enhver Følelse«1).
Madrigalkunsten satte, om end sparsomt og modificeret
efter en nyere Tids Fordringer, vedblivende mangen
herlig Blomst, hvorom Cæciliaforeningen vidner, der
har skjænket Francesco Tenaglia megen Yndest, lige*) Em il Vogel: B ibliothek der gedruckten, weltlichen Vocalmusik
Italiens. Aus den Jaliren 1500—1700. 2 Bind. 1892.