152 / 302
145
egnedes Kardinal Granvella, »Vicekonge af Neapel«, i
hvis »Skygge og Tjeneste« han levede. Intet andet
end disse to »første« Bøger vides han at have skrevet,
men deres Sange gik over i mange Samlinger. Sand
synligvis er han død ung. Som et mandligt Sidestykke
til »Sola soletta« har Piccioni (Pizzoni) komponeret en
»Solo soletto« (
1580
), men den ensomme Herre kan
ikke ses at have haft Lykken med sig.
Madrigaler vare oprindelig Hyrdedigte, Idyller og
havde den Særegenhed, at de vare bestemte til at
sættes i Musik1). Naar Digterne senere kaldte en be
stemt Genre Madrigal, indskrænkede Komponisterne
sig langtfra til denne, og de Digte, de rørte ved, bleve
i deres Haand »Madrigaler«.
Som det musikalske
knyttede sig til Forestillingen 0111 et Madrigal, saaledes
ogsaa det erotiske. »Qui vi ve Amore« slutter Philippis
nævnte Madrigal og dette Motto betegner dem alle, 0111
de ogsaa kunde optage andre Æmner og gaa ind paa
Naturstemninger — Petrarcas og Marenzios »Zeffiro
torna« — ja blive til en Slags Motetter som Madrigali
spirituali. Amors Uimodstaaelighed og Grusomhed dan
nede Themaet for uendelige Variationer og det ikke al
tid af ætherisk Art. Men fin eller ufin lød den verds
lige Sang a cappella over hele Italien og næppe nogen
Komponist kunde eller vilde unddrage sig fra at lade
den klinge, selv ikke Palestrina. Han udgav en Sam
ling Madrigaler (
1555
), ti Aar før han skrev »Missa
papæ Marcelli«, og fortsatte lejlighedsvis med en og an*) Das Madrigal und Palestrina von Peter W agner (Vierteljahrs
schrift für M usikw issenschaft 1892).
10