148 / 302
141
Thomas Weelkes’, George K irbyes, John Wilbyes og
Thomas Bennets Madrigaler bleve i Mængde sungne
ved den Tid i »Concert of ancient music« og »Catch-
Club« og Burney siger, at Udførelsen var saa fortrin
lig, at han knap troede, at selve Komponisterne, som
han kalder for de fire ypperste engelske Madrigalister,
havde haft nogen Forestilling om, at deres Musik
kunde tage sig saa prægtig ud. Dog mente Burney, at
Madrigalerne i en Sam ling, Orianas Trium f kaldet,
indeholdende Kompositioner af de nævnte fire og af
Thomas Morley, lignede hinanden i den Grad, at ,de
godt kunde synes at stamme fra en og samme Kom
ponist. »Der er ikke een, der hæver sig saaledes op
over Mængden, at den kan give et moderne Øre den
svageste Ide om Opfindelse og Originalitet.« I
1811
udsatte »The Madrigal Society«, der glorrigt har fort
sat sin Tilværelse til den Dag i Dag, en Pris for det
bedste Madrigal og den blev vunden af William Beale.
En saa livskraftig og tidlig Renaissance skyldtes
vel for en Del Englændernes Sans for den ældre,
strængere Form og deres konservative Natur, men
navnlig fremkom den, fordi det Madrigalliv, der rørte
sig paa Dronning Elisabeths og Jakob den Førstes Tid,
havde været saa overordentligt, at det ikke kunde ud
slukkes. En musikelskende Kjøbmand, Nicholas Yonge,
der havde faaet en lille Ladning italienske Madrigaler
tilsendt blandt andre Varer, var saa snild at foranstalte
dem udgivne med engelsk Text (
1588
) og den Spekula
tion var god. De gav Stødet til den store Madrigal
bevægelse.
Samlingen gjorde Furore, især Luca di
Marenzios Madrigaler, »som Muserne selv kunde have