153 / 302
146
den som den berømte »Vestiva i colli« (
1566
) til Pe-
trarcas Text. Senere synes denne verdslige Beskæfti
gelse at være bleven lagt ham til Last og Baini ud
leder forskj ellige Ubehageligbeder, han udsattes for,
derfra. Dog var han i Forhold til mange a f sine Kol
leger ualmindelig syndefri. Hans Yndlingsdigter var
Petrarca og han satte aldrig sine Toner til nogetsom-
helst anstødeligt. De havde desuden, som de samtidige
Madrigaler overhovedet, kun lidet verdsligt ved sig, ja
viste saadant Slægtskab med de kirkelige, at han lagde
»Vestiva i colli« til Grund for en Messe. Det var Tiden,
da den verdslige Musik ganske støttede sig til den
kirkelige og stod Fare for at forvexles med denne;
senere blev det omvendt.
Ikke destomindre fandt
Palestrina paa sine gamle Dage det tilraadeligt at af
lægge en Slags Syndsbekjendelse for Pave Gregor X III.
I sin Fortale til Cantica canticorum (
1584
) erklærede han
med Hensyn til Madrigalerne: »Jeg rødmer og bedrø
ves.
Det forbigangne kan ikke forandres, men jeg
skiftede Sind.« Næsten skulde man tro, at Angeren
stammede derfra, at han ikke ansaa sine gamle Ma
drigaler for gode nok, thi to Aar efter udgav han
atter en Sam ling, som han kaldte »modne Frugter«.
Henved tredive Aar vare forløbne siden han udgav den
tørste og i den Tid havde Madrigalkunsten udviklet
sig fra det abstrakt-kirkelige til et friere, individuelt
Udtryk. De ældre Madrigalkomponister som Willaert,
selv Cipriano di Bore, fortrængtes, — Arcadelt holdt sig
dog, — men Palestrina havde i sine modne Frugter
fulgt med Tiden. Det er gjort gjældende, at naar man
mener, at Madrigal og Kirkemusik a cappella løbe ud i