147 / 302
140
som Antonio Lottis Madrigale per il Bucintoro »Spirto
di Dio«, der endog skal være komponeret saa sent
som
1736
i Anledning a f Dogens aarlige Formælings
fest med Adriaterhavet paa Kristi Himmelfartsdag; da
har man vel efter ældgammel Skik krævet et Festma
drigal. Men Madrigalernes Tid var omme. Legioner
a f dem havde henrevet Verden, som nu ikke mere
brød sig om dem. Europas Bibliotheker aabnede sig
for dem og begravede under Støvet fandt de Hvile.
Men i England blev Hviletiden a f mærkelig kort
Varighed. I et Værtshus i London, »the Twelve Bells
Tavern«, sad
1741
et lille Selskab a f Haandværkere og
smaa Kjøbmand og sang gammel-engelske Madrigaler.
De dannede »the Madrigal Society«, der i det nævnte
Aar grundedes a f en Prokurator •(Attorney), John Im-
myns. Medens den italienske Opera i London fængs
lede Kongens, Prinsen a f Wales’, hele Hoffets og alle
fornemmes Opmærksomhed og der dannedes Partier
for og imod Sangere og Sangerinder, forlystede man
sig i Værthuset ved Minder fra de gode, gamle Tider.
Man flyttede om fra Værtshus til Værtshus og blev
ikke træt a f at synge og inden man forsaa sig, var
»the Madrigal Society« blevet meget finere og dets
Smag kommen i Mode1). Paa den Tid, da Burney
skrev sin Musikhistorie, var den gamle Musik over
hovedet saaledes oppe, at London fik sin Cæciliaforening
(Cæcilian Society,
1785
), og den havde endda ikke
noget med »Madrigal Society« at gjøre.
Madrigaler
hørtes ogsaa i andre Foreninger end den sidstnævnte.
b Encyclopædia Britannica.