177 / 302
170
R iises og Lou ise Holms B ry llu p (18. August 1865) og
samm e A ar sang Foren ingen ved C. F ryden sbergs
B ry llu p en a f S. Hagen komponeret Kantate.
Man
kappedes om at væ re den bedste til at løse de ofte
van skelige O pgaver, der b lev endnu svæ rere, naar
f. E x . et eller andet stort K irk eko r eller Madrigal skulde
synges fra B ladet, h vilket ofte krævedes. E n h v e r følte
det, som om Dirigentens særlige Interesse hvilede paa ham .
»Og v a r et storslaaet eller gratiøst legende Numm er da
indstuderet, saaledes at Koret havde forstaaet og nu
beherskede alle Kraftens og Stemningens A fskygn inger,
da kunde Rungs B lik under Udførelsen ligesom lyse
a f en stille, bestandig tiltagende G lans og efter den
sidste Tone kunde hans begejstrede Øjne i Tavshed
fæste sig paa de enkelte A fdelinger a f Koret med en
Betagethed, som sagde mere end alle Ord kunde have
udtalt.
T rod s hans italienske Udseende v a r han al
drig larm ende eller voldsom som en Sydlænd ing, hvad
heller ikke vilde have stemmet med hans b løde, i
K langen lidt brudte Stemme, men der v a r snarere en
vis Stilfæ rdighed over ham i A lvo r som i Spøg, saa at
han ofte talte mere med sine Øjne og ved Bevægelser
a f sit Hoved end med sine Ord.
De mæ rkelige ud
tryk sfu lde Øjne, der aldrig lynede a f italien sk L id en
skabelighed, kunde ellers gjennem løbe alle U d tryk lige
fra en ejendomm elig, høj og stille Begejstring til det
mest spøgefulde Lune. Han havde det stærkt med
korte, kategoriske Domme og T ilta le r: »I Sopraner!
Hvordan Fand en er det, I bærer Je r ad?« E lle r »Nej,
det kan jeg s’gu ikke med«, men selv den ham ikk e sjældne
Banden v a r altid i en blød, nærmest spøgende Tone