180 / 302
173
hele T u re n « 1). Man v a r bleven saa vant til Udflugter
og saa modig, at man i 1867 paatænkte intet mindre
end en Rejse til Verdensudstillingen i Paris.
»Og nys vi alle paa Rejser gik
— I Aviserne;
F ra en Baron selv ved Brev vi fik
Besked om Priserne.
Ja, D irektøren h a r m an mig fortalt,
Og sytten Damer var paa Vejen alt
Til Pariserne.«
Det hedder rigtignok derpaa i Visen, at det var a f
F ryg t for B ankerot, at de blev hjemme, men Grunden
var, at her mente man at maatte sige stop. De unge
Damer kunde vel, da det nu en Gang var blevet Skik,
faa L o v at synge i Sorø, Rosk ilde, Frederiksborg og
andre Steder. Men i P aris — aldrig!
Med uendelig Møje og Opofrelse kæmpede Rung
sig frem. Paask jønnelse vandt han og Bladene be
nyttede som næsten tilbagevendende Refrain »Vi skylde
Hr. Rung T ak«. Men a f Takken kunde Foreningen
ikke leve. Sangerne havde man gratis og Orkestret
indskrænkedes saa meget som muligt, og de kongelige
Kapelmusici, der foruden flere Dilettanter spillede deri,
vare meget moderate i deres Fordringer. Det kunde
altsammen ikke hjælpe. I 1866 sank de kontribuerende
Medlemmers Antal ned til 145. Saa blev der grebet
til energiske Foranstaltn inger. Kancelliraad, Boghand
ler Høst, valgtes ind i Bestyrelsen for at virke kraftigt
og vinde nye Medlemmer. Indbydelsesskrivelser ud
b R. Bay.