182 / 302
175
Udvikling. F ra Arcadelts »Ave Maria« naaede han til
at give Rossin is Messe som Nyhed.
Ved Siden a f saa megen svær Musik hørtes ad
skilligt, der v a r let og populært. Rung va r og blev
Komponisten fra Fyrrern e, og den populære Melodi,
den, der havde fundet vid Indgang, lagde han Vægt
paa. Man trængte ogsaa til at udhvile sig efter de
store Strab ad ser og hvad man vilde gjøre i en sluttet
Fam iliek red s, passede ogsaa her. E t T ræ k a f hjemlig
Hygge kom derved ind i Koncerterne. E leverne vare
ligesom han s Rørn og deres Skole hos ham en Fo r
skole til Cæciliaforeningen. F ra første Fæ rd blandede
hans egen Produktion sig med Repertoiret og den pas
sede godt dertil, dels fordi han efterlignede, hvad der
ellers b lev givet eller kunde gives, dels fordi hans
kirkelige Kompositioner, der særlig fremhævedes, ikke
kunde væ re den hellige Cæcilia uvedkommende. Men
ogsaa til de kjære Venner, dem, der paa en eller a n
den Maade, hvad enten de hørte til de levende eller
døde, havde halt Retydning for ham og vundet ham,
maatte der skaffes P lad s, stor eller lille, selv om de
med de strængeste P rinciper for Øje nok havde kunnet
undværes. A ld rig rustede hans Venskab og Taknem
lighed mod Meyerbeer og denne mest anfægtede og
anfægtelige a f alle store Operakomponister nød i F o r
eningen, i det Mindste fra Dirigentens S id e , stadig
Hyldest som K irkekomponist. Heller ikke Donizetti
burde helt glemmes, og et uskyldigt Ave Maria a f ham
gled ind. R aj, hvis Miserere, skjønt kun en Efterklang,
stod fast i det sixtin ske Kapel, maatte ogsaa være med.
Og R a in i! Det v a r en Selvfølge. Der var meget Hjerterum