174 / 302
167
Glæde over Datterens skjønne S an g 1). En Sanger, der
ret v a r paa sin P lad s i Cæciliaforeningen, og paa-
skjønnedes meget a f Rung, va r R ichard Ja strau . Han
havde uddannet sig i Spanien og navnlig Italien og
faldt som ned fra Skyerne, da han i 1864 debuterede
paa Theatret som Ed ga r i »Lucia a f Lammermoor«.
Hans Syngem aade v a r saa prononceret italiensk, at
man i Operaen gjærne kunde tro, han va r en Italiener,
der sang dansk.
Ved Koncerterne i Universitetets Solennitetssal, der
va r det sædvanlige Lokale for verdslig Musik ligesom
Slotskirken for K irkekoncerterne, blev Musiken altid
udført oppe paa det saa nær ved Loftet værende
Galleri. I Reglen lød den godt derfra. Ved instrumen
tale Solosager dog m aaske vel meget som fra den
fjærne Himmel. T ilhørerne havde det undertiden lidt
haardt. Det hændtes, som det klagelig lød i Avisen, at
de befandt sig i en Temperatur, der kun va r nogle
Grader over F rysepun k tet; va r der mange, maatte baade
Damer og Herrer a f Mangel paa Siddepladsler nyde
det hele staaende, hvilket betydede saa meget mere,
som Rungs Koncerter kun sjælden vare korte og ofte
varede over to T im er. Værst var det for Tilhørerne,
at de her saa temmelig maatte give A fkald paa Synets
Glæde, som dog, selv paa Koncerter, ogsaa har noget
at sige. I de gode, gam le Dage var de syngende Da
mers Toilette heller ikke beregnet paa at udholde nogen
K ritik ; de sang med Overtøj og Hat paa og skulde En
synge Solo, gav hun Naboersken Hatten at holde saa-
*) C. Skou a St.