169 / 302
162
Det fortælles, at endog Gade og Hartm ann troede at
have noget gammelt for sig og ytrede stor T ilfred sh ed 1).
E fter at have komponeret Vers a f Petrarca og Dante,
vendte Rung sig til Ariosto og sk rev en anonym Arie
til T ext a f ham for Mezzosopran. Alten eller den dybe
Mezzosopran — særlig yndet a f Rossin i — begunstiger
det brede Fored rag , Udfoldelsen a f en ved Styrken for
højet Stemmepragt. Rungs udmæ rkede Æ vn e til at
sk rive for Stemmen, viste sig k lart i disse A rier, men
han behøvede ikk e Alten for at gjøre sit Talen t til at
efterligne gjæ ldende. Hvor van t m an efterhaanden blev
til han s Anonym itet, vilde det ikk e have været under
ligt, orn m an havde anset hans »Toskan ske Folkeviser«
der heller ikke bar han s N avn og hørte til hans sidste
Arbejder, for italienske O riginaler. Han havde tilfældig
set Texterne, der begejstrede ham . At sk rive disse
Sange paa den rette Maade, fuldt ud naturligt og dog
som en Italiener kunde have gjort det, v a r en meget
vanskeligere Opgave end de store Arier.
T h i her
gjaldt det ikke om at im itere en udpræget Stil, men
at gribe E jendomm eligheder a f en let og flygtig Art.
Som den i de italienske Mysterier indviede lykkedes
det ham . Han b lev ung igjen, mere munter, m aaske
endog mere mandig, og Italiener til Fingersp idserne. I
den første a f de 6 udkomne T o sk an sk e Fo lk e viser —
der er ialt 12 — findes en lille Koloratu rpassage, for
underlig italiensk i Klangen. Den udspringer a f den
hele Melodi paa den naturligste Maade og aabenbarer
x) »Stradellas« berøm te Kirkearie, den m est uopslidelige af alle,
er, som bekjendt, af m oderne Oprindelse, vistnok af Niedermeyer.