170 / 302
163
med sin stærke F a rv e i de faa Toner ligesom Melo
diens K arak ter og giver den forøget Tiltrækning. Disse
Sange bleve sungne med B ravu r a f F ru Keller. En
spansk Fo lk e vise, formodentlig arrangeret a f Rung, »No
toccaran«, forbavsede ved den tilsyneladende Modstrid
mellem den muntre Melodi og den bedrøvelige Text,
men man kunde ikke b live træt a f at høre den. Som
i Norden og Italien lyttede Rung ogsaa andetsteds efter
folkelige Melodier. I Dramaet »Rabbien og Ridderen«
drog han ældgam le, jød isk e Melodier frem, fra F rank rig
hentede han sin »Chanson de troubadour«, der ganske
har den fran ske Tone, og andre. Hvad han beundrede
a f denne Art, vilde han gjærne benytte eller efterligne.
Ogsaa han s to A forism er, h vo raf navnlig den første,
»Her er F løjter, V ioliner«, gjorde stor Lykke, kunne
henføres til han s Im itationer og ere at betragte som en
fjærn G jenklang a f Madrigalerne.
Ligesom der havde været en fransk, kom der og
saa en dan sk »historisk« Aften, hvor Scheibe, Cl. Schall,
Schulz og Kunzen m indedes, ja ogsaa den talent
fulde, i sin T id meget tilbagetrædende Peder Schall,
en B roder til C lau s, populært »Peer« kaldet, med
hvilket F o rn avn han ogsaa en Gang kom paa Pro
grammet. W eyses Aften- og Morgensange, enkelte af
hans R om an cer, hans store K irkeværker forsømtes
selvfølgelig ikke. Hans Miserere, der laa Cæciliafor-
eningen saa nær, kom ved særegne Omstændigheder
ikke tidligt frem 1). Stor Glæde vakte »Det er saa yn
x) Musikforeningen havde udgivet det 1844—45 som et Arbejde,
der »vel kunde være værd at frelse fra Forglemmelse«, men op
førte det ikke. Derimod opførtes det 8. Jan. 1845 ved Koncert-
Il*