168 / 302
161
Det v a r ikke den første Mystifikation i Foreningen
og det b lev ikke den sidste. Rung havde Forkjærlig-
hed for Anonym itet. Da hans latinske Motet i Fyrrerne
opførtes i Musikforeningen, stod der paa Programmet:
»ubekjendt F o rfa tter« *), og hans Opera »Stella« blev given
uden at han s Navn som Komponist anførtes paa P la
katen. I Cæciliaforeningen debuterede han som anonym
med Petrarcas Sonnet »Ite rime dolenti« for Alt (1857),
udført a f F røken Drechsel, og Publikum , der saae Son-
netten staa blandt lutter Nummere a f gammel-italien-
ske Komponister, troede fuldt og fast, at den var fra
deres T id og et ualm indelig stærkt B ifald brød ud,
som dog ogsaa gjaldt Sangerinden. Da Anonymiteten
her aabenbart havde bidraget til at forhøje Virkningen,
var det en Spore mere for Rung til at blive ved.
Kvartetten »Nessun maggior dolore« (Fru Schrøder,
F ru W inther, Jo h an Lange, Ferd. Larsen) og Altsoloen
»Ora com incian le dolenti note« (Fru Winther), begge
af Dantes D ivina commedia, stod i Kirkemusikafdelingen
(1857) mellem Felice Anerio og Palestrina. Atter troede
man, at det v a r antike Sager og om Kvartetten sagde
»Dagbladet«, at den v a r det Nummer, »der i al Fald
laa vo r Forestillingskreds nærmest«. Det største Ano
nym itetsheld havde Rung dog med sin Aria di chiesa
(Fru B. Hansen, 1859).
»Flyveposten« sagde: »denne
Komposition , der frembragte en overordentlig V irk
ning, kan her fremhæves som et Exempel paa den
store og simple Stil, der udmærker saa mange a f den
ældre italienske Skoles mærkværdige Frembringelser.«
*) Programm et i Musikforeningens Protokol.
11