20 / 302
13
og endelig naaede han at iaa den godt udiørt i sin
egen Cæciliaforening. Denne stiftede han i Marts
1822
i Kassel »efter de fleste større Byers Exempel« og den
blomstrede ved hans Talent og store Interesse foi
Sagen.
Den hellige Cæcilias Navnedag blev aarlig
fejret ved en stor Koncert. Salen var smykket med
hendes legemsstore Billede og i Lighed med de gamle
Sange til hendes Pris blev der sunget en af Spohr
komponeret »Hymne til den hellige Cæcilia«. Ogsaa
Hauptmann skrev en saadan Hymne, der vexlede med
Spohrs ved den aarlige Fest. Ses hen til den første
Aftens Program, kan det dog ikke siges, at Spohrs For-
maal var at hylde de meget gamle eller italienske Mestre.
Han gav Mozarts Ave verum , Haydnske Takkesange,
Mozarts første Messe og et Salve regina af Hauptmann1).
Mozart var hans Ideal og det er derfor natuiligt, at
Foreningen først og fremmest tænkte paa ham.
I
1825
udgav Tliibaut en lille Bog »Ueber Reinheit
der Tonkunst«. Som Sindbillede paa Renheden kunde
ingen bedre tjene end Palestrina, denne »Engel blandt
Komponisterne«, som Tliibaut sagde, og hans Poitiæt
stod foran i Bogen. Den havde Cæciliaforeningerne for
Øje som Arnesteder for den ædle gamle Musik. Men
Tliibaut vilde ikke indskrænke dem til Kirkemusiken
a cappella. Ingen enkelt Retning eller Stil burde herske,
heller ikke nogen enkelt Tid. »Lad os sige med Hasse,
den himmelske Lotti og med Sebastian Bach: den hel
lige Caldara«. Men Tliibaut maatte indrømme, at lige-
saa let det var at sige, hvad der skulde synges, ligesaa
1 L. S p o h r: Selbstbiograph ie.