18 / 302
11
nen an; de havde intet Theater, men de vilde have
Operaens Glæder i Kirken til Erstatning. Under disse
Forhold blev Musiken i det sixtinske Kapel dobbelt
forunderlig og dobbelt skjøn. Den virkede som Æven-
tyrets Trylleri. Her var Fred, her kjendtes ikke til
Orkestrets »frygtelige Artilleri«, her føltes et Pust af
den rene og ædle Fortidskunst, der saa ganske opfyldte
sin Bestemmelse. Baini stod som Helligdommens værdige
Vogter og for de granskende løste han Fortidskunstens
Gaader.
Aaret efter, at Bainis Værk viste sig, opførtes
Sebastian Baclis Matthæuspassion i Sangakademiet i
Berlin. Det var den unge Mendelssohn, som satte det
igjennem og dirigerede; Akademiets Forstander, den
gamle Zelter, turde ikke ret vove sig til det. Det blev
en Begivenhed. Zelter overvældedes af Værkets Stor
hed og omfavnede Mendelssohn efter Koncerten: Bacli-
Renaissancen var indviet1). Dog vår den længe for
beredt. Helt havde den Bachske Kunst aldrig været
forsvunden fra Verden. Det første, Schulz forlangte al
den unge Weyse ved dennes Ankomst til Ivjøbenhavn,
var, at han skulde spille en Fuga af Bach. Weyse
kunde den udenad og var fortrolig med flere af Bachs
Kompositioner fra Altona og Hamborg. I Thomasskolen
i Leipzig, hvor Bach var Kantor og hvor hans store
Billede med Allongeparykken tindes, har man vel
næppe nogensinde tabt ham af Sigte, især da »Tho-
manerne« vedblev at dyrke ældre Musik; endnu synge
de en Gang ugentlig Motetter for Publikum i Thomas-
1) E. N aum an n : N ach k lån ge. 18 72.