13 / 302
6
dentinske Koncil havde rejst mod den store Kirkemusik.
Pave Pius IV udbrød: »Dette er den nye Sangs Har
monier, som Apostelen Johannes hørte tone fra det
himmelske Jerusalem«. Fo r bestandig var Palestrina
hleven knyttet til det sixtinske Kapel og den pavelige
Musik, hvis Grundstamme hans Værker dannede. Som
Malerkunsten ad mange Trin var naaet fremad til
Rafael, saaledes gjaldt noget lignende om Musiken og
Palestrina. Han kaldtes Musikens Fyrste. Frem for alt
staar han som den hellige Cæcilias udkaarede Sanger.
Det aandige, over alt jordisk hævede blev hans Kunst
egent. Om ham som Midtpunkt kredsede Kapellets
Komponister, nogle ældre (Morales), andre samtidige
(Vittoria) eller yngre (Felice Anerio, Giovanelli, Allegri).
A lle stod de fast i de skiftende Tider ligesom Michel
Angelos Malerier. Trods Allegris Lykke vidnede de
mange Værker, der bleve givne a f Palestrina, om dennes
aneikjendte Betydning. Alene i Passionsugen opførtes
hans »Stabat mater«, »Lamentationes« (Jerem ias’ Be
grædelser) og Improperier (den korsfæstede Christi Be
brejdelser til Folket) ligesom Missa papæ Marcelli. Med
en Improperia blev Palmen ogsaa vunden a f Spanieren
Vittoria, der for Mesterens Skyld »aflagde sin spanske
Dragt og beflittede sig paa et mere værdigt Væsen efter
romersk Maade«. Men hvor mange Værker der op
førtes a f Palestrina, hvor stort hans Ry var og hvor
højt han blev hævet a f forskjellige Skribenter, saa var
han bunden til det sixtinske Kapel. Man spurgte ikke
let meget efter ham eller hans Kompositioner. Saa
fremstod der en Mand, der viede sit L iv til hans Tjeneste.
Giuseppe Baini, født i Rom 1775, blev pavelig