12 / 302
5
syv latinske Vers for to afvexlende Kor, det ene fir
stemmigt, det andet femstemmigt, i Allegris Stil«1).
Foruden Allegri havde en Komponist, der vel ikke
vedkom det sixtinske Kapel, men dog det kirkelige,
vundet en fast Plads hos det større Publikum, nemlig
Venetianeren Benedetto Marcello. Han var ikke saa
meget gammel, thi hans berømte Salmer, hvorom In
teressen drejede sig, begyndte først at udkomme
1724
.
At Musiken var skreven til en italiensk Bearbejdelse af
Salmerne kunde kun støtte Populariteten, der stadig
voxede og lagde sig for Dagen i nye Udgaver. Marcello
dannede Broen over en Kløft, hinsides hvilken den
gamle Musiks gaadefulde og lidet kjendte Land laa.
Goetlie var henrykt over disse Salmer, som han lærte
at kjende i Rom, og vilde, at man i Weimar skulde
anskaffe et Exemp lar; at Marcello anvendte jødiske og
andre gamle Melodier paa en tin og kunstforstandig
Maade, interesserede ham meget. Da Louis Spohr
30
Aar senere kom til Rom (
1817
), hørte han Marcelloske
Salmer synge ved Privatopførelser. Al hans Hu stod
dog til Allegris Miserere. »Imorgen! Imorgen!« udbrød
han, da han gik til Sengs Aftenen før Opførelsen. Og-
saa for Goethe havde Misereret været det vigtigste. Og
dog lød Palestrinas Toner i Fylde hele Passionsugen
igjennem.
Palestrinas »Missa papæ Marcelli«, kaldet saa al
Komponisten til Erindring om den afdøde Pave Mar-
cellus II, der havde været hans Beskytter, opførtes
første Gang af det pavelige Kapel
19
. Jun i
1565
og
fjærnede de Betænkeligheder og Indvendinger, det tri-
1) Selvb iografi.