68 / 302
61
Det var begges Haab, at Stemmen vilde blive Tenor,
hvortil den tegnede. Heldigvis føjede Stemmen sig ikke
efter Ønsket, men gik nedad; med en Tenor vilde han
ikke have været tjent, da det dramatiske Geni, der ul
mede i ham, ikke gik i Retning af Elskerfaget. I Juni
1839
udtalte Liiders sig om forskjellige Elever og sagde,
at af de yngre havde Frydelund — SchramsVen, der
døde ikke længe efter — den bedste Basstemme og
Schram en meget god Bariton. Som Baritonist mødte
han hos Rung, der med al Energi tog sig af hans Ud
dannelse, sørgede for, at han fritoges for Kortjeneste
og skaffede ham et lille Tillæg til Gagen.
Medens den ene Tlieaterelev meldte sig efter den
anden, henvendte Theatrets yngre Sangere og Sanger
inder sig ogsaa til ham. I. P. E. Hartmann kom ved
denne T id til at udtale sig om, hvem der, som han
sagde, »dannede Basis for Operaen« og han nævnede
kun følgende: Md. Simonsen, Jfr. Lichtenstein, Md. Stage,
Herrerne Sahlertz, Faaborg og Sahlgreen1). Det var en
svag Basis, thi alle de tre Sangere vare Tenorister.
Der fandtes altsaa ingen nævneværdige Bassister og
i) Erklæring af Hartmann af
24
April
1841
om Musikkonserva
toriet, hvori han indtrængende raadede til dets Nedlæggelse eller
fuldstændige Omdannelse til et Institut for vordende Musikere i
Almindelighed. Konservatoriet, grundet i
1825
af Sihoni, der fik
Approbation af Kongen den
4
Juni s. A, var en Skole for Børn fra
13
Aars Alderen, der skulde uddannes til Sangere og Sangerinder
ved Theatret. Hartmann anførte bl. a., at de 6 ovenanførte Kunst
nere ikke vare udgaaede derfra. Ifølge kgl. Resolution ophævedes
Konservatoriet fra
1
Aug.
1842
, navnlig paa Grund af »Institutets
for Tiden ubetydelige Virksomhed og totale Mangel paa Ressourcer
til dets Vedligeholdelse« (Rigsark.).