CæciliaforeningenOgDensStifter

I. P. E. Hartmann, der gjorde ovenstaaende Opfattelse

gjældende, sagde: »Det havde været at vente, at Siboni

med sin Begejstring og Energi vilde have bragt vor

Opera i en blomstrende Forfatning, men i Stedet derfor

indskrænkede hans Virksomhed sig væsentlig til at

skaffe os enkelte fortrinlige Koncertsangere«1). Der var

en Kløft mellem Scene og Orkester og uagtet man dog

skulde tro, at Siboni, hvordan Taktstokken svingedes i

Orkestret, ikke var forhindret fra at uddanne diama-

tiske Sangere, saa viser det sig, at det hele Forhold

virkede uheldigt ind. Alt lader sig rigtignok ikke for

klare deraf og det var hverken Schalls eller Sibonis

Skyld, at enkelte Sangerinder i for høj en Grad svigtede

det dramatiske. Galt var det fat og som første Tegn

til, at Kapeltiden vilde blive afløst af Sangertiden, for

enedes Kapel- og Theaterchefsposterne

1840

i een Person.

Rung tilstræbte, ganske i Overensstemmelse med

Siboni, at uddanne dramatiske Sangere gjennem ita

liensk Operamusik som Skole. Han indstuderede sidste

Akt a f Vaccajs »Romeo e Giulietta» med Jfr. Ju lie

H on-

seca (Romeo) og Jfr. Lichtenstein (Giulietta) og en Duet

a f »Puritanerne« med Ghr. Hansen og Schram. Begge

Fragmenter kom frem i Januar

1841

og udførtes dra

matisk, i Kostume og paa italiensk. De gjorde stor

Lykke, gjentoges oftere og efterfulgtes af andre italienske

Musiknumre, dog uden scenisk Apparat. Muligvis hid

rørte Ideen fra Md. Bishop, som i

1840

udførte en

i) Erklæ ring a f 19 Febr. 1842 om Besættelsen af Kapelmester

pladsen ved Theatret fra Musikforeningens Adm inistration; den er

aabenbart forfattet a f H artm ann, der var Formand (Musikforenin

gens Protokol).