70 / 302
63
Fremsigelse af en dansk Epilog, der bragte Jubelen paa
det højeste, da hun var tysktalende og kun spillede i
tyske Stykker. Efter Forestillingen bragtes der hende
»en meget smuk Serenade« udenfor hendes Bopæl.
Sygdom i den Beckerske Familie bragte hende til at
bede Theatret om Udsættelse med Afrejsen og i For-
aaret
1837
tog hun til Kjøbenhavn. Hun kom i Huset
hos kgl. Skuespiller Hvid, i hvis Fam ilie hun befandt
sig saa vel, at hun blev der til sin Bryllupsdag. Først
og fremmest gjaldt det for hende om at lære fuldkom
men dansk og vænne sig af med den tyske Accent,
hvilket ogsaa ved udholdende Flid i alt væsentligt
lykkedes hende. Men det tog Tid, inden hun kom ud
af Tysken , og pudsige Misforstaaelser kunde forefalde.
En Dag fortalte hun i Hjemmet, at hun skulde til
Prøve i Slukefter. Gaaden løstes til stor Morskab: det
var Efterslægten, hun mente. Hun debuterede under
overordentligt Bifald den
25
. Maj
1838
som Bachel i
»Jødinden«. Stemmen, der var af mørkere Farve og
ligesom havde noget melankolsk i sit Grundvæsen, tog
sig saare skjøn ud og hun viste sig som egentlig dra
matisk Sangerinde, hvilket saa meget mere paaskjøn-
nedes som Primadonnaerne Jfr. Zrza og Md. Simonsen
ikke kunde eller vilde spille. Hun havde lært denne
sin Debutrolle uden endnu at kjende Noder, saa Under
visningen i Odense kan næppe have haft stort at sige.
Hun var saaledes, hvad Italienerne kalde »orecchiante«
eller en Sangerinde, der lærer Musiken efter Øret.
Denne Mangel blev nu aflijulpen og hun gjorde alt tor
at uddanne Stemmen, men var uheldigvis ene henvist
til Luders, som overanstrængte den og torlangte, at