81 / 302
Sidst i November
1841
begyndte et italiensk Opera
selskab sine Forestillinger paa Vesterbros Theater. Man
gav Donizettis »Gemma di Vergy«, som , skjønt kun et
svagere Arbejde, gjorde stormende Lykke og fra
3
. J a
nuar
1842
optraadte Selskabet paa Hoftheatret. Navn
lig »Lucia di Lammermoor«, »Lucrezia Borgia« og
»L’elisire d’amore« — alle a f Donizetti — satte Publi
kum i Extase. Md. Forconi, Tenoristen Rossi og Bas
sisten N. Torre overøstes med Bifald og Blomster. I
den ejendommelige Begejstringsatmosfære, som italiensk
Opera næsten uundgaaelig fører med sig, hensattes
Publikum stadig i Paris, hvor man dog fra
1819
havde
haft denne Opera som fast Institution. Selv om Kræf
terne i Kjøbenhavn vare langt ringere, maatte Varme
graden, om muligt, let stige højere. Thi en egentlig
italiensk Opera var et nyt Fænomen, man maatte gaa
tilbage til Scalabrinis og Sartis Tider for at finde den.
Siboni havde gjort alt for at bringe Musiken frem, men
mødte Modstand. Man syntes ikke ret om den, Weyse
og Kuhlau afskyede den; man peb et Par a f Rossinis
Operaer ud, men beholdt dog andre. Men Stemningen
slog ubemærket om. Siboni lærte sine E lever fremfor
alt at synge italiensk Musik i Originalsproget og længe
inden Donizettis Navn var berømt eller endog kjendt,
sang Sibonis udmærkede Elev Jfr. Ryssiander (Md.
Simonsen) en Donizettisk Arie ved en Koncert (
1832
).
Ved Konservatoriets Koncerter foredrog Eleverne som
oftest italiensk Musik, der ogsaa hørte til ved andre
Koncerter.
Den beherskede i den Grad Sangernes
Repertoire i Trediverne, at Totalindtrykket a f Program
merne er det, at Sangerne ikke vilde synge andet