268 / 660
260
DET KONGELIGE THEATER 1801—25.
Samme Aar som „Macbeth“ opførtes, 1816, døde den
alderstegne Mester. I Marts havde hans Elever feiret hans
treogfirsindstyveaarige Fødselsdag ved en Fest paa Hoftheatret
og ved den Ledighed uden hans Vidende ladet hans Portrait
male, det I. S. 571 gjengivne Billede afVirtel, der ligner ganske
udmærket, skjøndt Galeotti ikke har siddet for Maleren. Med
italiensk Overtro holdt han nemlig fast ved den Fordom, at
man fremskyndede sin Død ved at lade sig afbilde, og han blev
saa forstemt over sit Kontrafei, at hverken Festjubelen eller
Professortitlen, som han modtog samme Dag, kunde faae Bugt
med hans bange Anelser. Nogle Maaneder efter blev han syg
og døde kort før Jul.
Der var Ingen til at tage Gjerningen op efter ham,
hverken som Komponist eller Balletleder. An t o i n e B our n on-
vi l l e (1760—1843. I. S. 578) blev vel udnævnt til Dansedirekteur
og uddannede flere dygtige unge Solister, men at han skulde
kunne fortsætte Galeottis koreografiske Traditioner, ventede man
ikke af ham. Han var en ypperlig Danser, skjøndt allerede tilaars,
og en Mimiker af første Hang, men Fantasi og Arrangementsevne
til mere sammensatte Kompositioner fattedes ham, kun til
Divertissementet strakte hans Opfindsomhed sig, og de ældre
Sager havde han ikke Talent nok til at indpuste friskt Liv, især
da ogsaa de vigtigste Bollehavende nu vare ret bedagede Folk.
Balletten sygnede hen, og da der 1823 foretoges en gjennem-
gribende Deduktion af dens Personale, kom ogsaa Bournonville
paa Pensionslisten og tilbragte sine sidste Aar paa Fredensborg
Slot, hvor Kongen havde anvist ham en hyggelig Fribolig. Han
blev gammel nok til at opleve sin Søns Triumfer, og efter
Opførelsen af „Napoli“ forærede han ham en Diamantring, som
han selv havde modtaget af Gustav den Tredie.
P i e r r e L a u r e n t (1759—1831. I. S. 578) vendte ved
Aarhundredets Begyndelse hjem fra sit lange Ophold i Frankrig
og forsøgte at konkurrere med Galeotti som Balletkomponist.
„Do s e n t ræe t eller Hymen s og Amor s F o r l i g “ , en lille
Enakts-Idyl, gjorde ogsaa ved sin første Opførelse saamegen
Lykke, at den skinsyge Italiener faldt i Besvimelse, da man
fortalte ham derom. Han tog kort efter glimrende Devanche