263 / 660
256
DET KONGELIGE THEATER 1801—25.
sig for Handlingen, blandt hvis Fortrin han fremhæver „en vis
sandselig Kraft“ , som skyldes Forfatterens levende Fantasi,
hans
„kjække.ogdjærve Penselstrøg“, ja da han endog maa
betegne Sproget — med alle dets Lyder — som billedrigt og
Diktionen — trods alle dens Forsyndelser — som malerisk, saa
kan man af disse en'hvas Modstanders Koncessioner roligt slutte,
at „Køverborgens“ romantiske Emne i Oehlenschlagers exotisk-
varme Behandling maa være i Besiddelse af en betydelig scenisk
Virkning og som Text meget velkommen for en Komponist. For
Kuhlaus musikalske Aand passede dens Stemning tilmed særlig
godt. Den romantiske Ridderlighed i Handling og Ord gav han
det fuldkomneste Udtryk, over den varme, sydlige Tone raadede
hans Musik i rigeste Maal, og den dramatiske Kraft, der var
Kuhlaus Særkjende som Komponist, fandt Stof nok at virke med
i de mangeartede bevægede Optrin. Skjøndt „Røv e r bo r ge n “
kom frem lige mod Slutningen af en Saison, den 26. Mai 1814,
altsaa paa det for en saa indholdsrig Nyhed allerugunstigste
Tidspunkt, gjorde den dog strax afgjort Lykke og gik tre Aftener
i Træk med stadigt voxende Bifald, der begyndte allerede efter
Ouverturen og især samlede sig om Duetten mellem Aimar og
Camillo i første, Kvintetten og Finalen i anden og Camillos
„Jeg gjerne døer, skjøndt uden Mod“, i tredie Akt. Adskilligt
maatte vel forekomme fremmed i sin Afvigelse fra det sædvanlige
Syngestykkes spinkle musikalske Konstruktion, saaledes den
selvstændige Rolle, Orkestret spillede, saavelsom den rigere
Harmonisering, og konservative Kunstnere som Kunzen og
Schall forargedes over disse moderne Paafund; men Publikum
fandt sig. mere og mere tilrette med det Nye i Kuhlaus Musik,
og en tildels udmærket Udførelse af Zinck (Aimar), Jfr. Holm
(Adelaide), Haack (Malcolm), Mad. Spindler (Birgitte S. 75—76)
og Kruse (Camillo) gjorde „Røverborgen“ til et altid beundret
Yndlingsstykke, hvorom dets henved hundrede Opførelser nok
som vidne.
Om de Gjenvordigheder, der fældede „ T r y l l e h a r p e n “,
er fortalt S. 27—31. „El i sa eller Ve n s k a b og K j æ r l i g h e d “,
lyrisk Drama i tre Akter af C. J. Boye, havde 1820 den ublide
Skjæbne at forsvinde af Repertoiret allerede efter den fjerde
Forestilling. Texten var vel poetisk, men aldeles ikke theatralsk