DenDanskeSkueplads-II

WEYSE.

251

„kjed af Kunsten, sig selv og det hele Liv“, som han fortæller,

hvor han i sine Livsoptegnelser kommer til sin uheldsvangre

Kjærlighedsepisode med dens sørgelige Virkninger. Først efter

sex døde Aars Forløb vaagnede han atter til Liv (S. 242) og

tog paany fat paa Arbeidet, der efter en længere Afbrydelse paa

Grund af Bombardementet 1807 omsider fuldførtes i Marts det

følgende Aar. Endnu laa der en trang Vei for det op paa

Scenen, hvor dets farceagtige Karakter vakte nogen Betænkelighed,

men omsider gik den 21. April 1809 „ Sov e d r i kk e n“, Synge-

stykke i to Akter, over de Brædder, som hundrede Gange skulde

bære dets kaade Lunes, dets følelsesfulde Yndes og frodige

Fantasis lette Dans. I vort nationale Syngespilrepertoire er

„Sovedrikken“ en ægte Ædelsten, spillende i mange Farver: den

mørke Balladetone i Abelones „Det blanke Sværd paa Væggen

hang“ , det romantisk stemningsfulde Sværmeri i Charlottes

„De klare Bølger rulied“, den smeltende Erotik i Falentins

„Skjøn Jomfru, luk dit Vindue op“, Skjelmeriet i Møllerkonens

Sang „Ei Manden alene for alle Ting staaer“, det friske Liv i

Vandmøllerkoret, det burleske Lune i Safts Kjærlighedserklæring

„For Dem mit Hjerte bruser“, Selvsikkerhedens groteske Komik

i Brauses trompetskingrende Fanfaronnade „Fra Orient til

Occident“. Dette Væld af original Melodieusitet med den sikkre

Stilføring baade i det Komiske og det Erotiske, med de gratieust

afrundede Enkeltheder og de imponerende Ensemblekombinationer

gjorde et betagende Indtryk paa Samtidens Publikum, om det

end først var i Aarenes Løb, at Værkets fulde Rigdom aaben-

barede sig for en mere udviklet musikalsk Dannelse. Fem Op

førelser i Saisonens tilbageværende fem Hger vare et dengang

anseeligt Udslag af Succes’en, i hvilken Udførelsen, fremfor Alt

Frydendahl som B.rause og Knudsen som Saft, havde sin be

tydelige Del. „Sovedrikken“ hørte til det

Repertoire,

til Frydendahl 1834 afgav sin Rolle. Fire Aar senere overtog

Phister den, og Stykket holdtes paa Scenen til 1840, da Ryge

afgav Safts Rolle, som han havde overtaget 1822. Han havde

indført de improviserede Fortællinger, som det „kjødædende

Dyr“ knyttede til sin Monolog, og som i vor Tid Ad. Rosenkilde

fortsatte.